Det finske luftfartsselskab Finnair og også lufthavnen i Helsinki har gennem flere år haft tradition for at finde på anderledes marketing-stunt. Nogle husker måske ”kvalitets-jæger”-kampagnen fra 2010, hvor Finnair for at forbedre sin kundeservice sendte unge rundt til Finnair-destinationer og blogge om godt og skidt.

Året efter koblede Helsinki Lufthavn sig på ”kvalitets-jæger”-kampagnen, som blev til ”QualityHunters2”, og nu har de to partnere igen været på spil med en ret så anderledes tilgang til det at ”sælge” en lufthavn og et flyselskab.

Kampagnen med titlen ”A Match Made in HEL” startede i september med, at man lod en af verdens bedste skatere – finske Arto Saari – invitere til konkurrence blandt verdens skatere.

Saari, der tidligere har været verdensmester i street skating, og som i dag beskæftiger sig med bl.a. fotokunst, opfordrede med invitationen unge skatere til at uploade videoer, hvor de viste deres evner på det rullende bræt.

Kampagnen nåede viralt over 110 lande, og der indkom hundredevis af video-ansøgninger til konkurrencen. Til sidst blev fem valgt ud – en af dem i øvrigt, den 26-årige Aalborg-skater Andreas Larsen.

Gennem to dage skatede de fem unge, som kom fra henholdsvis USA, Rusland, Japan, Danmark og Finland, sig igennem Helsinki Lufthavn. Ikke mindst på steder, som normalt ikke er åbne for offentligheden, som fx hangarer og landingsbaner.

Og formålet med det hele: At positionere Helsinki som det bedste, korteste og hurtigste hub for rejsende mellem Europa og Asien.

Kampagnens omdrejningspunkt er Match Made in HEL- YouTube-kanalen, hvortil kommer forskellige social media-kanaler, som alle samles via kampagnesitet www.matchmadeinHEL.com .

Her kan du se Aartos invitation til konkurrencen.

Og her filmen fra selve eventen i Helsinki lufthavn.