Årets danske høst ved Eurobest - Cannes Lions europæiske lillesøster, populært kaldet EM i reklame - er i hus, og det blev samlet set til fire danske awards: To sølv og to bronze.

Tre af priserne, to gange sølv og en bronze, går til & Co og Bacon for Velux-filmen ”The Indoor Generation”.

Filmen, som Cannes Grand Prix-vinderen Martin de Thurah har instrueret, blev i begyndelsen af november også kåret til ”Årets Film” ved The True Award og vandt siden dobbelt guld ved Epica Awards.

Hertil kommer, at Hjaltelin Stahl vinder kampagne-bronze i for to print-eksekveringer i forbindelse med Landbrug & Fødevarers kampagne ”Noget af det Bedste i Verden”.

Med 18 shortlister og fire priser blev høsten således ikke på niveau med sidste år, hvor 25 danske cases var med i opløbet om priser, og hvor det blev til hele 11 priser:

Broderparten til & Co. – heraf to Grand Prix, to guld, en sølv og en bronze til TV 2’s ”Alt det vi deler”-kampagnefilm, produceret af Moland Film og instrueret af Asger Leth.

Guldet gik til de unge

Dansk guld blev der altså ikke noget af i år - i hvert fald ikke i ”voksen”-konkurrencen.

Men til gengæld kan vi glæde os over, at to unge danskere løb med det ædleste af metallerne i ungdoms-konkurrencen Eurobest Young Creatives Competition.

LÆS OGSÅ: EM-GULD TIL UNGE DANSKE KREATIVE FOR TREDJE ÅR I TRÆK.

Det var Thomas Jørgensen Parastatidis og Magnus Mynderup-Bjørnshave fra Robert Boisen & Like-minded, der snuppede guldet for deres kampagne “Kids can be Assholes.”

De to unge Robert/Boisen’er sørgede dermed for, at Danmark for tredje år i træk satte sig på guldet ved Eurobest Young Creatives Competition.

Frankrig suveræn vinder

På den store klinge var det Frankrig, der løb med flertallet af priserne, 70 i alt, Tyskland tog 45, og Storbritannien 30, men det er kun guld-, sølv- og bronzepriserne, der er offentliggjort.

Grand Prix- og Special Awards-vindere afsløres ved eventen ”Eurobest Unwrapped” i London i morgen den 13. december, hvor juryerne desuden vil dykke ned i nogle af de prisvindende cases.

Eventen live-streames på www.eurobest.com og interesserede kan dykke ned i vinderlisten her.

Årets danske vindere kan du se herunder.

Sølv

- ”The Indoor Generation” - &Co og Bacon for Velux i Film Craft, Production Design/Art Direction

Sølv

- ”The Indoor Generation” - &Co og Bacon for Velux i Film Craft, Cinematography

Bronze

- ”The Indoor Generation” - &Co og Bacon for Velux i Film, Online: Fiction & Non-Fiction

Bronze (kampagne)

- ”Pig” og ”Cow” - Hjaltelin Stahl for Landbrug & Fødevarer i Print & Outdoor Craft, Photography.