Velux-filmen ”The Indoor Generation” blev i begyndelsen af november kåret til ”Årets Film” ved den danske The True Award.

Nu er filmen, som &Co. er bureauet bag, Bacon har produceret og Martin de Thurah instrueret, også blevet belønnet med dobbelt guld ved årets Epica Awards.

Denne pris adskiller sig fra de utallige andre i den internationale reklamebranche, da det er journalister fra primært reklame- og marketing-medier verden over, der bedømmer arbejderne og giver priser til de bedste.

Masser af metal til & Co.

& Co. kunne glæde sig over, at journalisterne belønnede ”The Indoor Generation” med guld i to kategorier, Films & Series og Online & Viral Films, ligesom bureauets arbejde for HiFi Klubben, "Welcome Listeners", også hev priser hjem i flere kategorier.

Kampagnen blev belønnet med sølv i kategorien Personal Electronics & Devices og bronze i kategorierne Copywriting & Storytelling samt Online & Viral Films.

I denne kategori scorede & Co. også bronze for det skæve Bianco-arbejde "Hate", ligesom det blev til sølv for den rørende Tivoli-film ”You’re only as old as you feel”.

Priser til Hjaltelin Stahl, Mench, Envision og Virtue

Ud over de syv priser til & Co. kunne danske kreative, annoncører og bureauer juble over priser til Hjaltelin Stahl, Envision, Mensch og Virtue Nordic, så den samlede danske prishøst landede på 11 priser.

Mensch og Sansir fik sølv for ”Faroe Islands Translate”, der er udviklet for Visit Faroe Island og Atlantic Airways, og det samme gjorde Envision for VM i fodbold-kampagnen ”Patchwork Of Dreams” udarbejdet for Hummel.

Bronze fik Hjaltelin Stahl for Greenpeace-arbejdet "Warhead" og Virtue Nordic for ”Like what you hate”-indsatsen for Vice Media.

I år deltog 4.020 arbejder indsendt fra 69 lande i kampen om Epica-priserne, hvilket er en stigning på 20 pct. i forhold til i fjor.

Du kan selv tjekke alle de prisvindende arbejder ud her.