Letpåklædte kvinder, dværge, et brandmandskostume, hvidvask og nazisme.

Det var nogle af ingredienserne i den ramsaltede underholdning som værten - kommunikations- og reklamemanden Sune Bang - leverede fredag aften, da årets Creative Circle-priser blev uddelt i København.

Inden det gik løs, gav en spændt Sune Bang Markedsføring et indblik i sine satiriske påhit, der tog udgangspunkt i krænkelseskulturen, værdien af shitstorme og den største PR- og PA-skandale i flere år: Advice-sagen.

- Sagen har fået mange i branchen til at reflektere og spørge: Er der noget her, som vi i en udstrækning har accepteret gennem nogle år? Det, synes jeg, var et godt afsæt til at male et satirisk billede af, hvad det er for en paradoksal tid, vi lever i, siger Sune Bang.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Profiler ”afsløret”

Som en anden undersøgende journalist satte Sune Bang sig for at "afsløre" sandheder om nogle af de mest vindende personer og bureauer ved Creative Circle Award de sidste 10 år. Det skete for "genvinde dominansen" over awardshowet.

DR-profilen Kurt Strand hjalp ham i den første af i alt seks videoer ved at fortælle, hvordan en journalist arbejder: Glem alt om nuancer, find den kilde, der vil fortælle dig præcis det, du gerne vil høre og skamklip dine indslag, så du får størst mulig effekt, lød det overordnede budskab fra Kurt Strand, som var blevet overtalt til at spille rollen som den skruppelløse journalist.

Herefter ”afslørede” Sune Bang, at Jonas Hecksher er designbranchens svar på Ghita Nørby, at fotograf Morten Bengtsson er skyldig i identitetstyveri, at der sker hvidvask og kreativ aflønning hos Hjaltelin Stahl, og at & Co.-profiler, som kreativ direktør Thomas Hoffmann, har nazistiske aner og i det skjulte er tilhænger af ideologien.

- Vi ser, at der på de sociale medier i stor udstrækning bliver delt og spredt negative historier, som skaber krænkelsesfølelser og forargelse – uden at der nødvendigvis er hold i dem. Og vi ser, at virksomheder ryger i shitstorme for så at undskylde og i mange tilfælde faktisk vinde på det, siger Sune Bang og fortsætter:

- Til Creative Circle er der mange priser, og der er mange, der skal hyldes for deres eminente arbejde. Hvis man bare holder sig til det, så bliver aftenen ikke helt så interessant. Jeg synes, at man skal give publikum noget at reflektere over, siger Sune Bang.

Hvad er det for en refleksion, du gerne vil skabe?

- Vi lever i en tid, hvor det at få kritik og blive hængt ud ikke nødvendigvis er dårligt. Vi lever i en tid, hvor der bliver tolket og taget stilling til ting i løbet af ingen tid. Vi lever i en tid, hvor det er blevet selve opfattelsen, der er blevet virkelighed. Det er vi nødt til som branche at tænke over.

Sune Bang fortsætter: 

- Se på, hvad der i den virkelige verden bliver påstået af sammenhænge, som ikke bliver stoppet, fordi vi ikke længere har chefredaktører, der bestemmer, hvad der bliver publiceret (på sociale medier, red.). Meget af det, der kommer ud, har ikke meget med virkeligheden at gøre. 

Absurd sammenhæng

Når du er inde og pille ved nazismen og henviser til gaskamre i forbindelse med en kampagne som The Indoor Generation, så går du langt. Og vi taler om seks millioner menneskers liv. Er der ikke en grænse?

- Jeg vil sige, at det her ikke er noget sammenlignet med de uhyrligheder, der af nogle politikere bliver sagt med seriøsitet i stemmen i dag. Det ser jeg som værende horribelt. Det her er ikke horribelt. Her er jeg en tosset person, som påstår en eller anden absurd sammenhæng om nogle mennesker og bureauer, siger Sune Bang.

Han tilføjer:

- Hvis man i forbindelse med et satirisk indslag føler, at jeg går over grænsen, så synes jeg, at man først og fremmest skal reagere på den virkelighedsopfattelse, der bliver skabt af de mennesker, der har en politisk interesse i det.

Men hvilke tanker har du gjort dig i forhold til at sætte folk i sammenhæng med eksempelvis hvidvask og nazisme?

- Det har været vigtigt for mig, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre. Hvis der var noget om det, så var det ikke sjovt. Men hvis man tager det her ud af sammenhængen, så vil man nok tænke: ”Hvad fanden sker der?”. Det er også en pointe. Og uden nogen sammenligning i øvrigt så er et af de mest interessante award shows, jeg har set, Golden Globe-showet med Ricky Gervais, hvor han på en intelligent måde svinede rigtig mange til. Det gjorde showet mere interessant og skabte en del refleksion.

Et godt eksempel 

Advice-sagen har skadet branchen. Det er ikke engang et halvt år siden, at den var på sit højeste. Er det ikke for tidligt og netop tæt på virkeligheden…?

- Advice-sagen er en del af afsættet. På den ene side er det en fest og en award, på den anden side har du en virkelighed, der er dybt alvorlig for rigtig mange mennesker. Men sagen er et godt eksempel: Det er frygtelig hårdt, når man står i en shitstorm, men håndterer man den godt, kommer man styrket ud. Og Advice er måske mere kendt end nogensinde, siger Sune Bang.

De seks videoer, som blev vist fredag aften, var instrueret af Jesper Rofelt, der blandt andet er kendt for sit arbejde med Klovn og Drengene fra Angora. 

Herudover har holdet bestået af Magnus Kristoffersen, Frederik Lundgreen og Oliver Mehl-Tranberg. I filmene deltager udover Kurt Strand blandt andre Martin Brygmann, Nikolaj Koppel, Carsten Kressner, Mette Frisk, Mads Steffensen og mange flere. 

Det var tredje gang i træk, at Sune Bang var vært ved Creative Circle Award.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.