Hvad gør de fem nominerede til Årets CMO 2019 til noget særligt? Hvad er deres største udfordringer? Det giver de fem marketing-profiler, der kæmper om titlen, selv svar på.

I den første uge af december kan du her på markedsforing.dk komme tættere på de fem nominerede. Her er det Hanne Søndergaard, der er EVP og CMO hos Arla Foods, som svarer på spørgsmål.

Hvad gør dig til noget særligt? 

- Jeg arbejder meget strategisk, jeg har evnen til at engagere et team, der skal ud på eller allerede er på en rejse. Og hvis jeg bestemmer mig for noget, så har jeg en meget stærk tro på, at det er det rigtige at gøre, ligesom jeg også er parat til at føre det ud i livet, selv om der kommer modstand. 

- Endelig vælger jeg at fokusere på agendaer, som jeg tror på - og som er store. Jeg fortaber mig ikke i små detaljer, siger Hanne Søndergaard. 

Hvad er din største udfordring – og hvordan løser du den? 

- At vi i Arla hele tiden tænker på forbrugerne, når vi træffer beslutninger. Der sker rigtig meget på forbrugersiden, og vi har traditionelt været gode til kunde-, produktions– og landmands- siden. Vi har skabt et fælles sprog, så alle på tværs af Arla globalt nu har de samme værktøjer, når vi taler om for- brugerindsigt. Men vi er ikke i mål endnu.

- Derudover er der purpose & profit-diskussionen. Der er en gammel sætning, der går på, at enten gør du noget godt, eller også tjener du penge. For mig handler det om at få tingene til at hænge sammen. Det handler meget om storytelling, og om hvordan vi kommercialiserer bæredygtighed og ansvarlighed. Det betyder, at vores initiativer og investeringer skal give mening på begge fronter. 

Hvor finder du ny viden og inspiration? 

- På rejser i USA og Asien. Især i USA sker der rigtig meget på fødevareområdet, når det handler om fx bæredygtighed. Derudover gør jeg noget ud af at have et internationalt netværk af folk og partnere, som vi samarbejder med. 

- Det er vigtigt for mig at komme ud af Arla og se, hvad der sker andre steder. Jeg sidder i DTU’s bestyrelse og dyrker også innovationen ad den vej. Derudover vil jeg nævne vores egne digitale og insight teams. De ser meget på forbruger- og teknologisiden. 

Hvad er dit bedste råd til andre, der vil i spil til titlen? 

- Vælg noget du gerne vil stå for og kæmpe for. Jeg går selv meget op i den næste generation og dens fødevarevaner. Det tror jeg bliver afgørende. Ikke bare for Arla, men også for vores samfund. Det er en stor agenda, og det er netop, hvad det handler om. 

- Du skal have en stor agenda. Så skal du også være parat til at sætte kurs mod en destination, som du selv tror på - selv om andre tvivler. Kun på den måde kan du udnytte dit fulde potentiale, siger Hanne Søndergaard. 

Årets CMO 2019 bliver kåret den 18. januar, hvor også bogen The M List bliver udgivet.