Eurobest har offentliggjort årets jury, der i år er sammensat af 88 kreative fra hele Europa, og der er blevet plads til to top-kreative fra danske bureauer.

Det drejer sig om Rune Petersen, Partner & Senior Art Director, & Co., der er udpeget til at bedømme Entertainment-kategorien.

Og Thomas Pries, Executive Creative Director og co-founder, The Unicorn, der er udpeget til at bedømme Film Craft-kategorien.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Men på grund af usædvanligt mange arbejdsopgaver hos The Unicorn har Thomas Pries måttet se sig nødsaget til at melde afbud.

- Det er virkelig, virkelig ærgerligt, men der sker simpelthen så meget hos os lige nu, og vi har så mange nye opgaver inde, at jeg har været nødt til at melde fra.

Sådan lyder det fra Thomas Pries til Markedsføring på en telefon fra Grækenland, hvor han i øjeblikket befinder sig på filmoptagelse for organisationen Læger uden Grænser.

”We are very sad”

Arrangørerne bag festivalen oplyser, at Thomas Pries’ vil blive ”erstattet” af en anden dansk, kreativ profil, således at Danmark fortsat vil kunne råde over to jury-pladser.

Jury Manager, Paula Gonzales, skriver således i en email til Markedsføring:

We are very sad that Thomas Pries is unable to join us this time, but I can confirm he will be replaced with another Dane. More details on that shortly.

Thomas Pries har tidligere i år siddet i Film Craft-juryen ved Eurobests ”storesøster”, Cannes Lions, og ved New York Film Festival og er i øvrigt selv en dreven award-vinder:

Senest blev det til guld ved The True Award for Bedste Filmkampagne - Long for film-trilogien Venner/Den Anden Side/Alene.  

Show-pausen igen i år

Eurobest-priserne, der præmierer de bedste kreative cases i Europa, blev uddelt første gang i 1988, men det var først i 2008, at prisuddelingen fik et ”fysisk” awardshow.

I 2017 blev awardshowet afholdt i London med en imponerende dansk medaljehøst til følge: Hele 11 danske priser - heriblandt to Grand Prix’er til & Co.’s TV 2-film, ”Alt det vi deler”-film - blev det til.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Sidste år valgte arrangørerne imidlertid at holde ”fysisk” pause – hvilket ikke forhindrede danske cases i at vinde priser - og det gør man ifølge Cannes Lions' Jury Manager igen i år.

Det betyder, at årets guld-, sølv- og bronze-vindere offentliggøres online den 9. december, mens Grand Prix- og Special Awards-vindere afsløres ved eventen ”Eurobest Unwrapped” i London.

Det sker den 12. december, hvor dommerne i en livestream direkte fra juryværelserne vil fortælle om årets bedste arbejder.