Danmark har fine traditioner ved Eurobest – Cannes Lions’ lillesøster, der anses for en slags EM i kreativ kommunikation – og med 18 danske finalepladser ser 2018 også ud til at kunne blive et godt år.

De danske finalecases er indsendt af tre prisvante bureauer - & Co., Robert/Boisen & Like-minded og Hjaltelin Stahl - og af to produktionsselskaber, der også har for vane at trække priser hjem: Bacon og Honeytrap.

De 18 cases er kreeret for seks forskellige annoncører: Velux, HiFi Klubben, Stofa, Ekstra Bladet, Landbrug & Fødevarer og Le Fix.

Det er igen & Co. og Bacon, der topper listen – denne gang med 11 finalepladser – heraf de 9 for den allerede i forvejen massivt prisvindende ”The Indoor Generation” for Velux.

Filmen, som Cannes Grand Prix-vinderne Martin de Thurah har instrueret, blev i begyndelsen af november kåret til ”Årets Film” ved The True Award og vandt siden dobbelt guld ved Epica Awards – men nu gælder det så Eurobest.

LÆS OGSÅ: DOBBELT EPICA-GULD TIL DANMARKS BEDSTE REKLAMEFILM.

Flere danske award-muligheder

Ud over de 9 shortlister til Velux-filmen har & Co. og Bacon booket to finalepladser for filmen ”Welcome Listeners”, for HiFi Klubben. Den har Martin Werner som instruktør, og den tog i øvrigt også priser hjem ved Epica Awards.

& Co. og Bacon er dog ikke alene om at forsvare de rød-hvide farver, da to andre bureauer, Robert/Boisen & Like-minded og Hjaltelin Stahl, også er shortlistet. Ligesom produktionsselskabet Honeytrap.

Hjaltelin Stahl har fået 4 finalepladser: 2 for casen ”Unmasking a Racist Agenda” for Ekstra Bladet og 2 for print-eksekveringer i forbindelse med Landbrug & Fødevarers kampagne ”Noget af det Bedste i Verden”.

Robert/Boisen & Like-minded har fået 2 finalepladser – begge for Stofa-kampagnen ”Grandma Hackers”.

LÆS OGSÅ: BEDSTEMØDRE HACKER FOR STOFA.

Og endelig er produktionsselskabet Honeytrap shortlistet for ”Happy Nothing” for Le Fix.

Noget at leve op til

Med 18 shortlister er der lidt færre danske finalister end sidste år, hvor 25 danske arbejder var med i slut-opløbet om priser ved Eurobest.

Dengang blev det fornemme resultat 11 priser. De 9 gik til & Co. – heraf to Grand Prix, to guld, en sølv og en bronze til TV 2’s ”Alt det vi deler”-kampagnefilm, produceret af Moland Film og instrueret af Asger Leth.

& Co. blev også hædret for sit ”Help a Dane”-arbejdet udført for Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, der blev belønnet med to priser af sølv og en enkelt af bronze.

Interfloras Mor-eksperiment, kreeret af Brandhouse, instrueret og skrevet af Anders Bundgaard og produceret af The Woerks fik bronze, og det samme scorede Norgram for bureauets IKEA Place-arbejde

Og så nappede Eva Ebbensgaard og Mads Schmidt guldet i sidste års ungdomskonkurrence. En præstation, som Magnus Mynderup-Bjørnshave og Thomas Jørgensen Parastatidis fra Robert/Boisen & Like-minded i øvrigt lige har gentaget i år.

LÆS OGSÅ: EM-GULD TIL UNGE DANSKE KREATIVE FOR TREDJE ÅR I TRÆK.

Festival holder ”fysisk” pause

Eurobest-priserne blev uddelt første gang i 1988, men det var først i 2008, at prisuddelingen fik et ”fysisk” festival og awardshow.

Sidste år blev festivalen afholdt i London, men i år holder Eurobest-festivalen en ”fysisk” pause, hvilket hænger sammen med, at flere store bureaugrupper har droppet deltagelsen i awarden.

Årets guld-, sølv- og bronze-vindere offentliggøres online den 10. december, mens Grand Prix- og Special Awards-vindere afsløres ved eventen ”Eurobest Unwrapped” i London den 13. december, hvor juryerne vil dykke ned i nogle af de prisvindende cases.

Du kan se de dansk-indsendte shortlister pr. kategori her:

Annoncør/Kampagne/Bureau

Brand Experience & Activation

Stofa/Grandma Hackers/Robert Boisen & Like-minded x 2

Digital

Velux/The Indoor Generation/ & Co. x3

HiFi Klubben/Welcome Listeners/& Co.

Ekstra Bladet/ Unmasking a Racist Agenda/Hjaltelin Stahl

Direct

Ekstra Bladet/Unmasking a Racist Agenda/Hjaltelin Stahl

Film Craft

Velux/The Indoor Generation/Bacon x 3

Le Fix/Happy Nothing/Honeytrap

Film

Velux/The Indoor Generation/ & Co.

HiFi Klubben/Welcome Listeners/& Co.

Media

Velux/The Indoor Generation/ & Co.

PR

Velux/The Indoor Generation/ & Co.

Print & Outdoor Craft

Landbrug & Fødevarer/Pig /Hjaltelin Stahl

Landbrug & Fødevarer/Cow/Hjaltelin Stahl

Du kan nærstudere alle årets nominerede ved Eurobest her.