Efter små fem år på posten har CP+B Copenhagens adm. direktør, Mathias Birkvad, valgt at give sig selv nye udfordringer – og han siger dermed farvel til det bureau, han selv var med til at grundlægge i september 2013.

Beslutningen er truffet for nogle måneder siden, så alle har efterhånden vænnet sig til tanken, fortæller Mathias Birkvad. Om årsagen til, at han vælger at forlade direktørstolen, siger han:

– Arbejdslivet er langt, og jeg tror det er vanvittig vigtigt – med jævne mellemrum – at genstarte sig selv med nye og anderledes udfordringer. Det gjorde jeg for 10 år siden, da jeg skiftede den digitale branche ud med reklamebranchen, og for fem år siden da jeg skifede rollen som “fag-direktør” ud med rollen som administrerende direktør.

Mathias Birkvad understreger, at han også denne gang foretager skiftet med positive fortegn:

– Hver gang er det sket med en uigenkaldelig nysgerrighed og lysten til at blive klogere – og den ejer jeg fortsat. Fagligt har jeg stor lyst til at udfordre mig selv i freelance-rollen og måske bidrage til at bygge brands ved at gribe fat i værktøjer, der rækker ud over reklamebranchen.

Ros til det københavnske kontor

Crispin Porter har gennem mange år været et af verdens hotteste bureaubrands globalt bureaubrand.

Dels fordi man globalt har skabt stribevis af prisvindende cases som bl.a. Small Business Saturday og Whopper Freakout og dels fordi, bureauet har været tegnet af betydelige personligheder, som Chuck Porter og Alex Bogusky – der i øvrigt i starten af måneden meddelte sin tilbagevenden til bureauet efter otte år.

Personligt har Chuck Porter i disse spalter ikke lagt skjul på, at han er særdeles godt tilfreds med den indsats, det københavnske kontor har lagt for dagen, og hans brief til de to kreative danskere var dengang også ganske klar:

”Skab et navn for CP+B på det danske marked, gør det igennem godt arbejde for de største kunder, og vis, at I kan være med, hvor det gælder.”

Det kan man vel godt tillade sig at sige, at I har gjort?

– Det synes jeg. Med betydningsfulde arbejder for internationale brands som Carlsberg, IKEA og nationale bands som YouSee og MENY m.fl., og tillige en lang række priser til følge, synes jeg at vi har leveret fornuftigt på dén brief.

Dertil kommer, at vi har gjort det med både glade medarbejdere, tilfredse kunder og sorte tal på bundlinien, siger Mathias Birkvad.

Medstifter og kreativ direktør hos CP+B, Kristoffer Gandsager, følger op:

– Vi startede ud med ambitionen om at skabe et sted, hvor det var udviklende og sjovt at gå på arbejde, og som udmærkede sig igennem innovativ og engagerende kommunikation. Vi er ikke færdige med den mission, men vi er stolte af at være nået hertil.

– Det har været nogle exceptionelt lære- og oplevelsesrige år – og vi ønsker Mathias al held og lykke med det nye, men regner samtidig med at skulle arbejde sammen og bruge hinanden i fremtiden.

Og hvad så nu?

Ja, for det første skal CP+B naturligvis ud at finde en ny adm. direktør til bureauet.

En proces, der allerede er i fuld gang, og som styres af de to lokale kreative direktører Kristoffer Gandsager og James Godfrey i samarbejde med den globale CEO, Erik Sollenberg, der kom til CP+B i efteråret efter 14 år som CEO for svenske Forsman & Bodenfors (der i sommeren 2016 blev solgt til amerikanske MDC Partners, som også ejer CP+B, Anomaly og 72AndSunny, red.)

– Ambitionen for hele CP+B er lige nu at gentænke, hvordan vi som kreativt funderet bureau tilfører mest mulig værdi for vores kunder. I forhold til København handler det om at finde en dygtig, energisk og visionær profil, der vil være med os på den spændende rejse, siger Erik Sollenberg.

Mathias Birkvad fortæller, at han kommer til at være tilknyttet CP+B på deltid året ud for at sikre en blød overgang til den nye administrerende direktør.

Om sin egen fremtid siger han:

– Jeg er forsat enormt optaget af at skabe, forme og forandre brands. Derfor har jeg bl.a. sagt ja til en arbejdende bestyrelsespost hos et dygtigt tech og innovationsbureau, ligesom jeg i partnerskab med nogle gode mennesker, skal udvikle bæredygtige brandstrategier for nogle af klodens største brands på den anden side af Atlanten.

– Desuden vil jeg være involveret i et par nye startups. Mit udgangspunkt vil dog være livet som selvstændig freelance strateg og konceptudvikler, og jeg håber bestemt også på, at få lov at arbejde med nogle af de dygtige mennesker, bureauer og konsulenthuse jeg altid har beundret fra sidelinjen, slutter Mathias Birkvad.