Den adm. direktør for Dentsu Aegis Network i Danmark, Mads Bredal, er fratrådt sin stilling. 

Det fremgår af en meddelelse fra CVR-registret. Og tirsdag formiddag er medarbejderne i København og Aarhus blevet orienteret. 

Lars Bo Jeppesen, der er CEO for Dentsu Aegis Network i Norden, Benelux og Central- og Østeuropa og dansk bestyrelsesformand, bekræfter over for Markedsføring, at Mads Bredal har forladt sin stilling med ”øjeblikkelig virkning”.

Hvad baggrunden er, ønsker Lars Bo Jeppesen ikke at sige noget om. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

I stedet oplyser han, at der er en ”ny løsning” klar inden for ”kort tid”. Samtidig takker han Mads Bredal for hans indsats i gruppen.

Udskiftningen i Dentsu Aegis-toppen i Danmark kommer efter et 2019, som i december blev beskrevet som ”lidt af en rutsjebanetur” for bureaugruppen, der ifølge det seneste regnskab omsatte for cirka 1,6 milliarder kroner i 2018. 

Årsagen var blandt andet, at man i efteråret sidste år havde sagt farvel til tre store kunder; DSB, Tryg Forsikring og Nordisk Film.

- Jeg må indrømme, at de tre tab efterlod os rimelig groggy, lød det fra Mads Bredal.

Men han forklarede også, at han i 2020 forventede en ”stabil udvikling i gruppen” og påpegede, at man på ”et hårdt mediemarked” forventede ”at holde niveauet og markedsandelene.”

- Mens vi som samlet gruppe kommer til at vokse, sagde Mads Bredal til Markedsføring.

I december nærede Mads Bredal desuden størst optimisme i forhold til gruppens største bureau, det digitale bureau Isobar, der i august kunne melde om tilgang af nye kunder og et massivt million-overskud.

- Vores mediebureauforretning tegner sig i dag for 50 procent, mens vores loyalty og marketingforretning i Isobar også nærmer sig de 50 procent, sagde Mads Bredal.

Dentsu Aegis Network rummer bureaubrands som Carat, Vizeum, iProspect, Posterscope, MKTG, DDA, Data2Decisions, Amplifi og Isobar.

Mads Bredal tiltrådte som adm. direktør for Dentsu Aegis Network i august 2014.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.