Bureaubranchen blev i 2018 beriget med samlet set omkring 350 flere medarbejdere, og selv om lønstigningerne generelt set var moderate, så var der dog igen i år også en del lønsedler i den store ende. 

Det viser Nøgletalsanalysen i den nye Trendrapport fra MyResearch.

Blandt de store bureauer med en bruttoavance over 40 millioner kroner indtages dette års lønmæssige førsteplads af en ny spiller på listen - det digitale bureau Publicis Sapient, der tidligere hed Digitas LBi.

Her er gennemsnitslønnen steget med 29,4 procent til lige under millionen - en udvikling, der i øvrigt kommer samtidig med, at antallet af medarbejdere på bureauet i løbet af 2018 er gået fra 44 til 23.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Og samtidig med, at flere års underskud er løftet til et plus på 7,6 millioner kroner.

Anden- og tredjepladsen blandt de store bureauer indtages også af digitale bureauer - Immeo og Kraftvaerk - mens sidste års topscorer på lønninger, PR-bureauet Rud Pedersen,  i år på en fjerdeplads med et fald på 11 procent i gennemsnitslønnen.

PR-bureau suverænt lønførende

Blandt bureauerne med en bruttoavance under 40 millioner kroner finder man årets største lønningsposer.

Sidste år indtog det lille PR-bureau Point Communications førstepladsen – og det gør man igen i år. Endda med en stigning på fem procent.

2,757 millioner kroner kan de fire medarbejdere i gennemsnit glæde sig over at hente hjem for deres indsats. 

LÆS OGSÅ: VÆRSGO: HER ER DANMARKS FEM STØRSTE BUREAU-OVERSKUD.

Medarbejderne er også partnere, og d’herrer, er yderst effektive: Ifølge 2018 regnskabet leverer de en samlet bruttoavance på over 11 millioner kroner – det er altså en bruttoavance pr. medarbejder på næsten 3,2 millioner kroner. 

Tættest på kommer det lille reklamebureau Boye & Spellerberg, der i øvrigt er nye på listen over toplønninger. 

Her henter fire medarbejdere i gennemsnit 1,228 millioner kroner hjem. Også her er der tale om en fornem bruttoavance, bureauets størrelse taget i betragtning: 9,5 millioner, svarende til en bruttoavance pr. medarbejder på 2,375 millioner kroner. 

Mensch stadig med i toppen

Boye & Spellerberg overhaler dermed Mensch, der sidste år toppede – blandt reklamebureauerne - med gennemsnitslønninger på knap 1,1 millioner kroner.

I år er bureauets gennemsnitsløn imidlertid dalet med 8,3 procent, således at de ni medarbejdere i år kan hæve en gennemsnitsløn på lige over millionen: 1,003 millioner kroner.

Mensch ligger dog sædvanen tro stadig højt i feltet på både lønninger og bruttoavance pr. medarbejder: 

Nøgletalsanalysen viser, at bureauet i 2018 har en bruttoavance pr. medarbejder på lige over to millioner kroner.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Lønningerne, der opgives i artiklen, bygger på posten samlede personaleomkostninger i regnskaberne. Det betyder, at der kan ligge andre personalerelaterede omkostninger end løn, pension og social sikring i beløbet.

Det er ikke alle bureauer, hvor der oplyses andre omkostninger, men sidste år blev der lavet en beregning på de bureauer, hvor der oplystes andre personaleomkostninger. Den viste, at de andre omkostninger i gennemsnit udgjorde 2,8 procent af de samlede personaleomkostninger.

Se Top 5-listerne over de højeste lønninger i branchen i 2018 herunder.

Top 5 lønninger, bureauer med over 40 mio. kr. i bruttoavance

(Gennemsnitlige personaleomkostninger)

(Bureau/løn/ændring/antal medarbejdere)

Publicis Sapient                    993.130 kr.     +29,4 pct.      23

Immeo                                   857.581 kr.     +1,6 pct.        43

Kraftvaerk                              792.957 kr.     - 1,1 pct.        70

Rud Pedersen                        780.000 kr.     -11,0 pct.       37

The North Alliance                768.859 kr.     + 4,4 pct.       135

Top 5 lønninger, bureauer med under 40 mio. kr. i bruttoavance

(Gennemsnitlige personaleomkostninger)

(Bureau/løn/ændring/antal medarbejdere)

Point Communications         2.757.429 kr.  +5,0 pct.        4 

Boye & Spellerberg               1.228.250 kr.  +6,1 pct.        4

Friday & Partners                  1.153.000 kr.  +2,5 pct.        15

Mensch                                  1.003.000 kr.  -8,3 pct.          9

Face Media                            977.071 kr.     -2,9 pct.         14

Om Trendrapporten 2019

Trendrapporten er i år sponsoreret af Agillic, Creative Club, Hjaltelin Stahl og Isobar, og rapporten indeholder resultater fra følgende tre analyser:

§ CMO trendanalysen, der afdækker, hvordan marketingbudgetterne disponeres. De 120 CMO’er der har deltaget, repræsenterer samlet set et marketingbudget på 5,1 milliarder kroner.

§ Bureaudirektør trendanalysen med deltagelse af 74 bureaudirektører repræsenterer en samlet bruttoavance på 2,9 milliarder kroner. Her svarer bureaudirektørerne på en række spørgsmål om udviklingen på bureauet og i markedet.

§ Nøgletalsanalysen er baseret på 327 bureauer/grupper og en samlet bruttoavance på 7,6 milliarder kroner. Der vises nøgletal for de 266 bureauer, der har over fem millioner kroner i bruttoavance.

Rapporten koster 3.950 kroner inkl. de 10 procents rabat, som gives til medlemmer af Dansk Markedsføring. Den kan bestilles på kontakt@myresearch.dk.