I slutningen af 2015 grundlagde de to natklub-entreprenører Simon Lennet og Simon Frank et kreativt bureau ved navn Butter: En begivenhed, som dengang kastede en del omtale af sig. Også her i spalterne.

I dag har Butter bidt sig fast i branchen med et solidt lag tandsmør i form af brands som Puma, I AM Vodka, Røde Kors, og Alkoholpartnerskabet på kundelisten - og nu har man hyret en ny kreativ chef med international klangbund.

Han hedder Louis Elsass Meyer, og han kommer til Butter efter tre år som kreativ hos det højtprofilerede WPP-ejede bureau AKQA.

Hvor han i øvrigt havnede i direkte forlængelse af, at han og hans team i 2015 nappede den prestigefulde ungdomspris Future Lions, opfundet af netop AKQA, for ideen Chromebook_Type.

Men hvorfor lige Butter i København? Kan man vel med rimelighed fristes til at spørge den kreative, der er uddannet fra henholdsvis New York Film Academy og Miami Ad School Europe.

Vi skal være lige ved at falde

- Fordi det er et bureau, der hele tiden forsøger at skubbe til grænserne, og som tiltrækker nogle virkelig modige kunder, siger Louis Elsass Meyer og fortsætter:

- Det giver en enorm kreativ frihed og muligheden for at skabe noget, der læner sig op ad kultur og underholdning. Vi skal hele tiden være lige ved at falde. Det er, hvad vores kunder forventer af os.

Louis Elsass Meyer har ud over en Cannes Future Lions med i bagagen også vundet bl.a. en D&AD New Blood Pencil, og så har han erfaring med brands som Nike, Nivea, Google og Volvo. 

Og hos Butter er man da også ganske stolte over at tiltrække en profil, som ifølge adm. direktør Anne Sophie Lange passer perfekt ind i huset.

Branchen savner kompromisløshed

- Vi har brug for en, som lever og ånder ideer, en med en lidt skæv hjerne, som ikke “blot” er med til at føde ideerne, men som også formår at vride ideerne i de helt rigtige retninger, siger hun og tilføjer:

- Og det kan Louis. Vi er meget bevidste om at bevare det grundlag, vi er skabt på, ellers er der ingen eksistensberettigelse for os.

Selv efterlyser Louis Elsass Meyer mere kompromisløshed i branchen: 

- Der er alt for mange gode ideer, der taber sig selv undervejs. Vi skal turde tage den gode ide og eksekvere den kompromisløst. Hele tiden, siger han og tilføjer:

- Vi skal huske, at vi ikke laver ideer til kunden, vi laver ideer til folket, vores kunders kunder. Folket anerkender altid kompromisløshed, men det glemmer vi alt for ofte som branche.