Mads Nicolai Mardahl, der kommer fra Robert/Boisen & Like-minded, og Frederik Halby, som kommer fra Hjaltelin Stahl, er nye ansigter hos Mensch.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

- Vi vil gerne kunne sige ja til flere af de opgaver, som vi får tilbudt. Men den slags kreative, vi har brug for, er ikke hvem som helst. Det har derfor taget sin tid at finde de rigtige, men nu får vi to på én gang, som er alt andet end gennemsnitlige, siger Christina Tønnesen, der er Managing Partner.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER - KLIK HER.

Både Mads Nicolai Mardahl og Frederik Halby er pr. 1. maj ansat som Senior Art Directors. De kommer, ifølge meddelelsen, ”med en solid bagage af arbejde der, ud over Menschs opmærksomhed, har vundet både omtale, anerkendelse og priser.”

Bureauet oplyser således, at Mads Nicolai Mardahl blandt andet har stået bag Coops kampagne "Nykemilov.nu", som vandt guld i “Purpose & Impact”-kategorien ved DDA, Grand Prix i Advertising Effectiveness Award og var shortlisted i Cannes Lions nye “Sustainable Development Goals”-kategori. 

Frederik Halby har været med til at udfordre og udvikle nogle af Danmarks største brands - blandt andre Tuborg, Danske Spil, Post Nord og TDC. Senest har IKEA-filmene ”Papsøskende og ”Teenagesøn” begge vundet ved True Award 2018 og er shortlistede til Creative Circle Awards 2019, oplyses det i pressemeddelelsen.

Partner går nye veje

Ansættelsen af de to nye sker samtidig med, at den mangeårige Digital Creative Partner, Paul Clements, har valgt at gå nye veje. 

Han har i en årrække haft med flere start-ups at gøre. Og det er i en af disse – DrugStars - at Paul Clements vil bruge sine kræfter fremover.

- Vi har været heldige at få noget funding, så nu går jeg all in på det, siger han. 

Paul Clements forklarer, at DrugStars er et digitalt værktøj, der kan hjælpe patienter og patientforeninger med at få større viden om, hvordan medicin virker. Producenterne kan også få indsigt og dermed blive klogere på det, de producerer. 

Det lyder som noget helt andet, end du har lavet indtil nu?

- Det er det også, og det gør det også super spændende, siger han.

Mensch-partner Frederik Preisler siger til Markedsføring:

- Jeg har det sådan, at folk skal arbejde med noget, de virkelig brænder for. Når man så får sådan en chance, som han har fået nu, så skal man klappe til.

Hvad betyder det for kulturen på Mensch, at to partnere har sagt farvel inden for et halvt år?

- Vi har altid haft en ganske robust kultur. Og det har i begge tilfælde været udramatiske forløb, siger Frederik Preisler.

Partnerkredsen på Mensch består nu af Frederik Preisler, Christina Tønnesen og Rune Hørslev, der indtrådte pr. 1 januar i år.

2019 har budt på flere navnenyheder med Mensch-aftryk. Pr. 1 januar tiltrådte Simon Naver, der kom fra Uncle Grey, som Creative Director og Associate Partner. I februar kom det frem, at Partner og Creative Director hos Mensch gennem godt ni år, Andrew Smart, skiftede til & Co.

Denne artikel er blevet opdateret med oplysningerne om Paul Clements nye job.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER - KLIK HER.