Øget forretningsomfang med især nye kunder og et fortsat strategisk fokus på international markedsføring har sikret reklamebureauet Advance et stærkt resultat for 2018/19.

Bureauets nye regnskab fortæller således om en nettoomsætning på 88,7 millioner kroner, op fra 70,6 millioner kroner i 2017/18, og en vækst i bruttoavancen på knap 10 procent.

Resultatet af den primære drift lander på 10,8 millioner kroner mod 4,9 millioner året før, og ledelsen betegner da også årets resultat som ”meget tilfredsstillende”.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Og ifølge CEO Jens Krog gemmer der sig ”et bevidst valg” bag de flotte tal: 

- For to år siden valgte vi at skærpe vores fokus mod international markedsføring, hvor løsningerne skal dække flere markeder, fortæller han og fortsætter:

- Det er en kompliceret disciplin, som kræver stor erfaring, afprøvede processer og både strategiske og kreative kompetencer og profiler, som er vant til at arbejde internationalt.

Nye kunder trækker fremgangen

Advance er et af Danmarks mere internationalt orienterede bureauer med en kundeliste, hvor 85 procent af opgaverne er rettet mod udenlandske markeder.

For eksempel arbejder bureauet på flere internationale markeder for brands som bl.a. Coloplast, LEGO, Johnson & Johnson og Widex, og kompetencerne, der kræves til dette, har man, ifølge Jens Krog opbygget gennem mange år.

- Vi har bare aldrig "tonet rent flag", siger han.

Også i det forgangne år er flere nye kunder spadseret ind ad døren hos Advance, og det er ifølge Jens Krog primært nye kunder, der har trukket den markante fremgangen hos bureauet.

Blandt de nytilkomne både danske og udenlandske kunder finder man blandt andet Norden, ECCO, Danfoss, PhaseOne, flere Johnson & Johnson-brands og Øresundsbron – sidstnævnte kom til i januar 2019.

Kaffemøder og forventninger

Udover den internationalt fokuserede strategi, har man i det forgangne år også brugt langt flere kræfter på sin egen markedsføring over for beslutningstagerne, oplyser Jens Krog.

Og det har givet pote:

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Det kan vi aflæse direkte af den seneste MyImage-undersøgelse, hvor vi ser en markant fremgang, siger han og tilføjer:

- Vi får mange flere invitationer til kaffemøder end tidligere, og vi lykkes ofte med at komme i gang med både større og nogle gange mindre opgaver direkte i forlængelse af de indledende møder. Det er en god måde at få lov til at demonstrere kompetencerne på.

Advance-direktøren kalder det forgangne regnskabsår et ”på mange måder optimalt år”, hvor man overgik egne forventninger med stor kundetilgang, og samtidig fastholdt relativt lave omkostninger.

Og forventningerne til det regnskabsår, I er i gang med?

- Vi skønner i år et mindre fald i toplinjen, da vi sidste år havde opgaver og projekter, som er afsluttede og ikke kommer igen i år, siger Jens Krog og tilføjer:

- Og så fortsætter vi med at investere i kompetenceudvikling og egen markedsføring for at styrke konkurrenceevnen yderligere. 

Resultatet for 2019/20 forventes derfor at ligge på et lavere niveau end 2018/19. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Nøgletal for Advance - 2018/19 (2017/18)

  • Nettoomsætning (mio.kr.) 88,75 (70,64)
  • Bruttoavance (mio.kr.) 64,295 (58,689)
  • Bruttoavance pr. medarbejder (mio.kr.) 1,191 (0,995)
  • Lønandel 61,3 (68,1)
  • Resultat af primær drift (mio.kr) +10,844 (+4,915)