Det går igen den rigtige vej for reklamebureauet Advance, der ellers i et par år har måttet døje med fald på bundlinjen.

Det primære driftsresultat vokser med lige omkring 1,5 mio. kroner og på bunden lægger Advance 3,8 mio. kroner mod 2,7 i sidste regnskabsår. Bruttoavancen holder stand på godt 58 mio. kroner.

- Med en stabiliseret toplinje er det lykkedes at forbedre resultatet, og det er rigtig godt, fordi det giver os mulighed for at investere, siger adm. direktør Jens Krog.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER: KLIK HER.

Han tilføjer dog, at tallene afspejler udsving i aktiviteterne på tværs af kunderne:

-  Nøgletallene dækker over kunder med pæn fremgang og flere projekter end forventet. Og andre kunder, som har udskudt projekter eller haft budgetstop.

Kritisk masse og samarbejde

Advance er et af Danmarks mere internationalt orienterede bureauer med en kundeliste, hvor 85 procent af opgaverne er rettet mod udenlandske markeder.

Og det afspejles også i tallene, siger Jens Krog:

- Kundernes virkelighed er vores virkelighed, og med store internationale brands på kundelisten er det et vilkår, som influerer på den måde, vi driver bureau på. 

- Det gør, at vi forsøger at være mere fleksible og kun opbygge de kompetencer, hvor vi ved, der er kritisk masse og så samarbejde os til resten. 

Flere kundedialoger

Og hvis du kigger frem?

- Så er vi er ret fortrøstningsfulde. Dels har vi ikke oplevet større kundeafgang og dels er der kommet en del nye kunder til, som vi starter samarbejdet op med nu – og så er vi blevet medlem af et Internationalt netværk af selvstændige bureauer, som understøtter vores internationale platform.

- Det ser vi frem til at høste erfaringer med, siger Jens Krog og tilføjer, at man også har noteret sig, at bureauet rykker lidt frem i årets MyImage-analyse.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER: KLIK HER.

- Og det glæder vi os over, for det har ellers historisk været en achilleshæl for os. Vi bliver også inviteret til langt flere kundedialoger end tidligere, så pilen peger den rigtige vej.

Alligevel forudser bureauet ifølge ledelsesberetningen ikke voldsom vækst i det kommende år:

Forsigtig optimisme

- Ledelsen forudser en flad eller let stigende bureauindtægt for 2018/19 som følge af tilgang af nye kunder, som startes op i løbet af året. Årets resultat for 2018/19 forventes at blive på niveau med 2017/18, da det er ledelsens plan fortsat at investere i kompetenceudvikling og egen markedsføring for at styrke konkurrenceevnen yderligere, hedder det.

Det lyder meget forsigtigt?

- Indrømmet.Og der er da bestemt positive tegn, men de seneste år har vi konstateret, at der er stor forskel på, hvor lang tid det kan tage at få nye kunder og projekter i gang - og der er altid et eller andet, som alligevel ikke bliver til noget. Desuden vil vi også gerne have luft til at investere i relevante kompetencer og bruge ressourcer på egen markedsføring. Så det afspejler sig i vores ledelsesberetning, siger Jens Krog.

Nøgletal for Advance - 2017/18 (2016/17)

  • Bruttoavance 58,689 (58,583)
  • Bruttoavance pr. medarbejder 995 (930)
  • Lønandel 68,1 (72,9)
  • Resultat af primær drift +4,915 mio.kr. (+3,487)