Orchestra, der blev stiftet med reklamebureauerne Envision, Wibroe, Duckert & Partners, We Love People og &Co. i ejerkredsen i 2013, udvider nu denne med to nye partnere.

Det drejer sig om mediebureauets kontaktdirektør Thomas Huniche og Kim Andreasen, digital direktør.

Thomas Huniche har været på mediebureauet i tre et halvt år, hvor han har haft det overordnede ansvar for client-teamet og bureauets kontakt med kunderne. Før tiden hos Orchestra han han bl.a. arbejdet for OMD og Danske Spil.

Kim Andreasen har haft ansvaret for Orchestras digitale ydelser næsten siden bureauets start, og han var før det bl.a. hos GroupM i en årrække.

Orkestret spiller fint

Orchestra, der er lidt af et særsyn på det danske mediebureaumarked, har lagt små fem mio. kr. på bruttoavancen hvert år i sin levetid. Fra 10 mio. kr. i 2014 til lige under 25 mio. kr. i 2017.

Og der kommer hele tiden nye medarbejdere og kunder til, hvorfor det giver god mening at udvide ejerkredsen nu, mener John Herup, adm. direktør og medstifter af mediebureauet.

– Jeg er glad for at kunne byde Thomas og Kim velkommen i partnerkredsen. Det hører til sjældenhederne, at et mediebureau udnævner partnere i Danmark, siger han.

– Ejerstrukturen i Orchestra gør dog, at vi har en unik mulighed for at knytte nøglemedarbejdere tættere til forretningen. Det er for os blot en understregning af den specielle position, Orchestra har på det danske mediebureaumarked. Vi er et uafhængigt, dansk bureau, og vi er ejerdrevet. Nu endnu mere end hidtil, fortsætter John Heerup.

Hånden på kogepladen

De to nye partneres roller er indtil videre uændret. Fokus er fortsat på rådgivning og udvikling af bureauets kunder samt at sikre det optimale digitale produkt til bureauets kunder.

– Det er lykkedes os at skabe en position i det danske mediebureaumarked, der er baseret på tillid, ordentlighed og transparens. Det er en ret unik position i markedet, som vi er meget stolte af, og det er en rejse jeg er meget glad for at blive en endnu mere integreret del af, siger Kim Andreasen.

– Vi har stadig masser at gøre – også på det digitale område, hvor udviklingen går meget hurtigt, nogle gange lidt for hurtigt, og hvor den manglende tillid til det etablerede marked er til at få øje på.

– Her skal vi blive endnu bedre til at rådgive vores kunder om, hvad der er relevant at kaste sig over og ikke mindst, hvad der ikke er, fortsætter han.

Thomas Huniche udtaler i forbindelse med udnævnelsen til partner:

– De seneste tre år har været en fantastisk rejse, og at få hånden på kogepladen i endnu højere grad er en stor ære. Behovet for medierådgivning som håndværk har aldrig været større i en medieverden af uendelige muligheder og mange falske profeter. Denne kamp glæder jeg mig til at fortsætte, siger han.