Den 1. april flytter Europas største bureaunetværk, Publicis, det danske reklamebureau Reputations aktiviteter og medarbejdere over i sit andet reklamebureau herhjemme, Saatchi & Saatchi.

- Saatchi & Saatchi og Reputation er to fantastiske bureauer med kompetencer, som vi tror på, kun bliver endnu stærkere ved at blive lagt sammen, lyder det fra Mari-Ann Herloff Mortensen, som er øverste chef for Publicis-netværket i Danmark, i en pressemeddelelse.

Hun mener, at Saatchi & Saatchi nok især er kendt for sin kreative styrke, mens Reputation er det for sin forretningsforståelse og strategiske tyngde.

- Begge dele skal naturligvis videreføres i den nye konstellation, fortsætter Mai-Ann Herloff Mortensen.

Det nye bureau fortsætter under navnet Saatchi & Saatchi, og det bliver det kreative bureaus nuværende adm. direktør, Annette Piilgaard, der kommer til at stå i spidsen for det sammenlagte bureau, der siden starten af året har boet sammen på Vermundsgade i København.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Saatchi & Saatchi er et ganske velkendt bureau-brand såvel internationalt som herhjemme. I 2014 skar Saatchi & Saatchi dog kraftigt ned for aktiviteterne i Danmark.

Da Anette Piilgaard begyndte hos Saatchi & Saatchi i 2014 sad der blot fire medarbejdere i bureauet. Efter sammenlægningen rummer det 30 og får dermed en ganske pæn størrelse for et kreativt bureau herhjemme.

Over for Markedsføring forklarer Annette Piilgaard, at "der er stor begejstring internt over fusionen."

- Reputation har over 18 år gjort det fantastisk, så der er et element af vemod indblandet i at tage afsked med det navn. Men tydeligst er vores fælles stærke tro på fremtiden, siger hun.

Christian Madsen, hidtidig adm. direktør for Reputation, har derimod valgt at forlade Publicis. Han fortsætter dog på bureauet indtil ”hans kundeansvar er overdraget til en nyansat kontaktdirektør”, lyder det i pressemeddelelsen.

- Christian har været en del af Reputation i 14 år, de seneste tre år som administrerende direktør. Jeg vil gerne takke ham for hans kæmpe bidrag til at skabe det markante og stærke offering, som Reputation er kendt for blandt både kunder og medarbejdere, slutter Mari-Ann Herloff Mortensen, CEO, Publicis Groupe Danmark.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.