KLUMME: Den sorte død (1300-tallet) blev afslutningen på feudalismen, den spanske syge blev starten på offentlige sygeforsikring i mange lande, Anden Verdenskrig fik kvinderne ud på arbejdsmarkedet, 11. september 2001 blev startskuddet til en helt ny sikkerhedspolitik – og grunden til, at du knap 20 år senere skal tage skoene af i security (hos nogle selskaber).
Vi ved det ikke. Livet går videre. Fremtiden kommer aldrig til tiden. Pludselig stod Storebæltsbroen færdig. Pludselig var fastnettelefonen væk. Pludselig var aids ikke en dødsdom. Pludselig købte du dagligvarer på nettet. Pludselig er corona ikke bare en øl.
Er det noget, du har tænkt over her i ferien? Næppe, for vi mennesker glemmer hurtigt og opdager ikke, at vi har ændret adfærd. At spørge en tilfældig bruger om deres adfærd, er som at spørge et seksårigt barn om, hvornår det holdt op med at bruge ble.