KLUMME: Vi har gennem mange år hørt at Business Intelligence (BI) – og gerne via Big Data – er vejen frem. Og jeg er helt enig. Men kombinerer du BI med AI (kunstig intelligens), så er vejen frem pludselig en motorvej.
For tanken er ikke, som mange desværre ofte forfalder til at antage, at det ene erstatter det andet, men tværtimod at de supplerer hinanden.
For kunstig intelligens er den perfekte hjælper til at uddrage viden og indsigt fra de store mængder data, selv små virksomheder genererer.
Netop indsigt og viden er, hvad de små og mellemstore virksomheder har brug for, for at kunne konkurrere med de større spillere på deres markeder. Og de tider, hvor det var helt og aldeles uhørt, at de havde adgang til de samme værktøjer, er forbi.
Viden er magt, siger man, og i dag er det mere tilfældet end nogensinde. For indsigt i markeder, kundeadfærd og kundepræferencer er dér, hvor guldet ligger gemt.
Enhver virksomhed indsamler data. Bevidst eller ubevidst.
AI holder styr på data
Vi er i dialog med vores kunder, vi sælger, vi får feedback, vi udarbejder tilbud, vi er i kontakt med mange brancher… men hvem sælger vi mest til, hvornår sælger vi, hvem er mest tilbøjelig til at købe, hvilke signaler sender de, hvad skriver de på internettet etc. etc.
Alt dette er data, og det ene kan påvirke det andet. Men kunstig intelligens kan hjælpe til at få styr på mængden af information og give et overblik.
Det kan også være i salgsfasen, hvor AI kan hjælpe til indsamle viden om, hvad kunden har kigget på mest, hvilke kunder der ligner hinanden og hvad de dermed er mest tilbøjelige til at være interesseret i.
Og de forslag kan komme på et øjeblik. Det kan vi ikke gøre manuelt, lige meget hvor hårdt vi prøver. Derfor er AI drevne søgemaskiner og forslags-motorer på selve sitet med webshoppen, mere afgørende end nogensinde.
AI hjælper os til at holde trit med kunderne og hele tiden være relevante ved at tilbyde de rigtige informationer og tilbud.
Marketings våde drøm?
Det er i særdeleshed afgørende på mobilplatformen, hvor der er mindre skærmplads og typisk kun tre produkter i spil ad gangen. Her gælder det om at ramme plet. Hurtigt
Marketingmæssigt har vi drømt om at kunne arbejde med det der er blevet kaldt “ a segment of one”, altså at hvert segment består af én person. Det kan vi nu.
Den næste udfordring består i, at kunderne også ser sig selv om et enkelt segment, og derudover som et meget attraktivt segment og et utålmodigt segment.
De forventer, at du kan huske dem, at du kender dem, og at de er vigtige for dig – så vigtige at du ved næsten alt om dem, der er værd at vide – og det er meget.
Hvis du er som mange af os andre og kan have svært ved at huske telefonnumre og fødselsdage – så kan du lige så godt se det i øjnene, Du har brug for AI – meget brug for AI.
Den gode nyhed er, at det aldrig har været lettere at få adgang til kunstig intelligens. Du behøver ikke købe ekstra hardware eller en større serverpark.
Du kan få det hele i skyen, og du kan køre din forretning fra din mobil. Og det er ikke tom snak.
Alt på mobilen
Du kan have hele din kundedatabase, og al viden du har samlet om de enkelte med dig overalt. Så nu er det ikke kun kunderne, der har gjort mobilen til omdrejningspunkt for deres købsbeslutninger.
Mobilen er også det nye redskab, når det gælder service og indsigt. Så du skal ikke blive overrasket, når sælgeren i butikken står med mobilen i hånden. Det er ikke for at være uhøflig, tværtimod. Det er den nye livline.
Som det så tit er blevet sagt i “Hvem vil være millionær”: Må jeg ringe til en ven.
Sælgerens og køberens nye bedste ven hedder AI – han kan hjælpe med næsten alle svar, og han er vågen hele døgnet.