I Danmark har vi altid været gode til at analysere og benytte kundedata til at lave individuel markedsføring. 

En af grundene til dette, uden at tage noget som helst fra nogen, er, at det danske marked er relativt lille, og det stiller krav til, at virksomheder virkelig skal tage sig sammen for at ramme den enkelte i sin markedsføring. 

Men i den moderne verden med den teknologiske udvikling og machine learning er målrettet markedsføring lige så nemt som at klø sig i øret. 

Udfordringen er bare, at når teknologien gør så mange ting for os, som er baseret på data, så glemmer vi kreativiteten.

De virksomheder, der i dag lykkes med at bryde ud af støjen online og på sociale medier, er dem, der formår at skabe en synergi mellem kreativitet og brugen af den enorme datamængde, vi får om vores kunder. 

Der er noget, robotter ikke kan

Jeg er forkæmper for data. Ingen tvivl om det. 

Men jeg kan godt stille mig kritisk over for eksperter i den digitale verden, der ”bare” siger, hvor fedt det er, at vi får så meget data i dag. 

For hvis man ikke kan finde ud af at finde frem til essensen af ens data, og formår at sætte den essens sammen med et kreativt koncept, så bliver det for generisk, og det er forbrugerne allerede trætte af i dag.

Alle i vores branche kan efterhånden benytte data fra kampagner, der er lavet tidligere, og vi kan finde indsigter til at have en række af skabeloner og et fundament. 

Men herfra og til den endelige løsning for kunderne er der altså et stort arbejde i at finde frem til de kreative løsninger, som kun du og jeg kan lave. 

Robotterne er blevet klogere og hurtigere, men de kan stadig ikke merge data og en kreativ idé. 

Min forudsigelse er, at virksomheder, der kun satser på automatik, ender med at miste deres brandværdi.

Lær af de unge

Der er en række eksempler, som drengene fra Shaping New Tomorrow, og vores venner fra Lunar Way, der er født digitale, og som er mestre i at ramme deres kunder. 

De har virkelig vist vejen for, hvordan man kan bruge store mængder af data, kombineret med nye medier og et kreativt twist på en meget succesfuld måde. 

De ældre og traditionelle virksomheder kan virkelig lære noget af den tankegang.

Det er jo unge virksomheder, der ”kun” kender til de digitale muligheder, de er født ind i. 

Det er så meget nemmere sagt end gjort at skabe en synergi mellem data og kreativitet, men vi skal forsøge. 

Jeg stemmer for mindre brug af data til kedelige og generiske kampagner, og mere brug af data som fundament for kreative løsninger.