Klumme: Dagen før Herrelandsholdet møder Østrig i Herning, går alt op i en højere enhed for 18 drenge og piger fra DBU’s fodboldskole. Børnene er samlet til fodboldtræning, men til træningen deltager også fire spillere fra Herrelandsholdet, som børnene ellers kun kender fra tv og sociale medier. 

Angriberne Kasper Dolberg og Yussuf Poulsen, forsvarsspiller Jonas Knudsen og målmand Jonas Lössl kommer løbende ind på banen i efterårssolen, og den næste halve time bliver der grint, skudt på mål og spillet kamp.

Smilene er store både hos landsholdsspillere og ikke mindst hos de glade børn, der har fået en oplevelse for livet. 

Nyheden og videosekvenser spredes hurtigt på sociale medier, og TV 2 bringer om aftenen et fantastisk indslag, hvor 12-årige Rasmus fortæller om sin store oplevelse ved at spille sammen med landsholdsstjernerne.

Den type kommunikation er fortællingen om, hvordan fodbold kan skabe fællesskab og opfylde drømme. 

Det er fortællingen om stjernerne, der giver noget tilbage til det fællesskab, hvor de selv startede med at spille som små børn. Det er kommunikation, der er en del af noget større.

Tættere kontakt

Kommunikation i DBU handler både om at fortælle historierne om vores 16 landshold og deres kamp for sejre og kvalifikationer til VM og EM – og om det store arbejde med talentudvikling på tværs af klubber over hele landet. Mange danskere følger med i fortællingen om Herrelandsholdet og de seneste par år har også Kvindelandsholdet fået mange fans og følgere. Målet på alle vores landshold er at skabe tættere kontakt mellem spillere og fans, både digitalt foran skærmene og på stadion til landskampe.

Men kommunikation om dansk fodbold handler også om at skabe større opmærksomhed om de mange andre dele af dansk fodbold, som de senere år har været i fokus under visionen “En Del af Noget Større”: 

Vi fortæller historier om prostata-patienters fællesskab og genoptræning i FC Prostata, om kvinders første oplevelser med Fodbold Fitness, om fodboldklubbers enestående arbejde for at integrere børn i ghettoer og belastede boligområder. Og vi forsøger at sprede historier om de mere end 125.000 frivillige i dansk fodbold, der – ifølge vores nye samfundsregnskab – skaber værdi for fire milliarder kroner om året, når de knokler som trænere, dommere og holdledere i landets fodboldklubber. 

Også kriser og konflikter

Bevares; en travl hverdag i DBU handler i høj grad også om at håndtere et væld af forskellige mediesager og konflikthistorier. I de senere år har rækken af kritiske mediehistorier været lang og meget varieret. 

Vi har haft internationale skandaler i FIFA og UEFA med korrupte fodboldbosser og en langvarig diskussion om VM i Qatar i 2022. 

Vi har haft hårde landsholdskonflikter med både Kvindelandsholdet og Herrelandsholdet med aflyste landskampe og en massiv mediedækning, som pludselig sprang fra sportssiderne til dagbladenes forsider og tophistorier i Tv-nyhederne.

Og vi har haft et væld af enkeltsager om alt fra vold mod fodbolddommere i græsrodsfodbolden og en landsholdsspillers voldelige adfærd i nattelivet.

Nogle sager er enkle at forklare, andre er sværere. Men uanset sagens karakter, så handler det for os om at prioritere den gode fodboldhistorie. Dem har vi mange af, når særligt vores Herre- og Kvindelandshold mødes i landsholdslejren til kampe en håndfuld gange i løbet af året. 

Her handler det om at skabe mest mulig opbakning blandt fans og bruge digitale medier til at få fans og spillere tæt på hinanden. 

Ghettoer og hospitaler

Resten af året finder vi ofte den gode historie i foreningslivet ude i klubberne eller i vores løbende samarbejder med Amnesty International, Red Barnet eller Hjemløselandsholdet. For os kan historierne altså gemme sig i ghettoerne og på hospitalerne ligeså vel som den gode historie kan komme fra landsholdslejre. 

For fodbolden kan gøre en forskel for integrationen og for mange af de sundhedsproblemer, vi er udfordret af i samfundet. Det ønsker vi i endnu højere grad at gøre opmærksom på i årene frem. Ikke fordi landsholdsfodbolden skal fylde mindre, men blot fordi vi i DBU insisterer på at være ”En Del af Noget Større”. 

Af Jakøb Høyer, kommunikationschef, DBU