KLUMME: Når jeg rådgiver og underviser i de juridiske finurligheder i markedsføringsretten, plejer jeg at sige, at meget af det sådan set ikke er så anderledes fra børneopdragelse og almindelig god opførsel.
Hvis man skal lave et godt claim til en reklame, må man selvfølgelig gerne fremhæve alt det positive og gode ved ens produkt (det ville være ret skørt ikke at gøre det), men man må ikke sige noget, der ikke er rigtigt, og man må ikke lade være med at sige det, der er vigtigt at få med.
Altså: Man må ikke lyve, og man må ikke snyde nogen.
Hvorfor er der så alligevel så mange sager og så stort et behov for rådgivning?
Det skyldes selvfølgelig, at marketingprofessionelle er sat i verden for at forføre os, og overbevise os om, at livet bare ikke ville være det samme uden lige præcis det produkt, som vi skal overbevises om at købe.
En af de populære triggere er at tilbyde en eller anden gave: Fx en fødselsdagsgave til kunderne i anledning af virksomhedens fødselsdag. En gratis gave. Et produkt ”med i købet” – eller alt muligt andet.
Der er over årene blevet lempet en del på brugen af ordet ”gratis” og lignende begreber. Da jeg begyndte at rådgive om markedsføringsret, måtte man kun kalde et produkt for gratis, hvis det var helt og aldeles gratis at modtage det.
Det vil sige, at der ikke måtte være nogen modydelse af nogen art, og man måtte ikke engang bede kunden om selv at betale portoen for at modtage det gratis produkt.
Det må man gerne i dag, og man må endda gå så langt, at man må kræve, at kunden køber et andet produkt for at få en ”gratis” gave, hvis man bare kan dokumentere, at det købte produkt ikke er blevet dyrere af, at der gives en gave med i købet. Lempelsen skyldes et EU-direktiv, som sikrer, at vi har stort set ensartede regler i hele EU på en væsentlig del af reglerne om markedsføring.
Men Forbrugerombudsmanden har for nylig udtalt i en sag, at man ikke måtte kalde en fri adgang til en streamingtjeneste for en ”fødselsdagsgave”, når det samtidig var et krav, at kunden gav samtykke til at modtage markedsføring pr. mail m.v. fra teleudbyderen.
Det er dermed Forbrugerombudsmandens opfattelse, at samtykke til at modtage markedsføring har en økonomisk værdi. Den fri streaming var altså ikke en gave, når man skulle give et samtykke i betaling.
Så du skal huske følgende, hvis du i din markedsføring vil bruge betegnelserne ”gave”, ”uden beregning”, ”gratis”, eller noget, der minder om:
1. Brug kun betegnelserne hvis produktet virkelig er gratis, og der altså ikke kræves nogen modydelse, fx et samtykke.
2. Hvis det er et krav, at kunden skal købe et andet produkt for at få det gratis produkt, må hovedydelsen ikke være dyrere, end den plejer at være.
3. Alle væsentlige betingelser for modtagelse af den gratis gave skal gives up front. Det kan fx være oplysning om, at man selv skal betale portoen og oplysning om markedsværdien af den gratis gave.
God fornøjelse med at markedsføre de gratis glæder!
Af Heidi Højmark Helveg