Vi er nu inde i juli, og selvom vores dagligdag stadig ser en del anderledes ud på grund af Covid-19, så har vi stadig mulighed for at nyde det gode vejr, snuppe en svømmetur i havet og spise en god is i solen.

Det er det perfekte tidspunkt at slappe af på og begynde at tænke på jul.

Som virksomhedsejer ved du garanteret godt, at planlægningen af det kommende halve års store højtid begynder lige omkring nu.

Det virker måske tidligt – altså, vi er jo knap nok kommet ordentligt i gang med sommeren. Men forbrugerne bliver færdige med deres juleshopping tidligere og tidligere hvert år.

40 procent af forbrugerne er færdige med at købe deres julegaver, før vi når midt i november.

Hvert år spørger Facebook forbrugere om deres adfærd i forbindelse med juletiden for at lære mere om, hvad der er vigtigt for dem, hvad de køber og hvornår de gør det. I år har vi også spurgt danske forbrugere, og resultaterne er kommet.

Generation X og boomere dominerer

Man skulle måske tro, at det er de yngste, der er mest åbne overfor mobilshopping, men vores research viser, at det er folk, der er født mellem 1946 og 1980, som tilpasser sig de mobile formater mest.

Siden sidste år er julegaveindkøb steget med 54 procent blandt alle voksne i Danmark, men hvis vi alene ser på boomere, så er der tale om en stigning på 77 procent, mens Generation X står for en stigning på hele 93 procent.

Men dette resultat er ikke så overraskende igen, når man tænker på årsagerne bag. Covid-19 er den største trussel for netop disse mennesker, så et skifte over til e-handel og mobilshopping er en naturlig omstilling.

Men virksomhederne skal stadig følge med. 57 procent af Generation X og boomere fortæller, at de oplever problemer, når de shopper efter julegaver på mobilen.

I takt med at onlineshopping stiger, gør forbrugernes krav det samme. Det er vigtigere end nogensinde før, at forbrugere er i stand til at komme nemt og hurtigt igennem deres køb og få en god kundeoplevelse. Det kan være ødelæggende for en virksomhed, hvis der sker fejl på målstregen og salg går tabt.

Forbrugere shopper ikke kun til andre – også til dem selv

Når vi er i udfordrende tider, føler folk et behov for at belønne sig selv, og det har de helt ret i at gøre. At være i stand til at købe lige netop dén ting, man har drømt om så længe, er mere end at få en gave – det er at give sig selv en bonus.

Vi kan se, at vi i særlige perioder bliver bedre til at give gaver til os selv. Det skete, da Covid-19 brød ud, men historisk har juletiden også været et tidspunkt, hvor vi ser tegn på, at flere giver sig selv gaver.

55 procent af danskerne kigger på gaver til sig selv i juletiden og 57% procent køber dem til sig selv. Med det i mente er det ikke nødvendigvis den mest effektive strategi kun at gå efter dem, der køber gaver til andre.

Økonomisk afmatning vil føre til en stigning i mega-udsalg

Udbruddet af Covid-19 rammer os alle hårdt, og det påvirker både mennesker og økonomien. Arbejdspladser er forsvundet og for mange er fremtiden usikker.

76 procent af voksne i Danmark fortæller, at de forventer, at udbruddet af Covid-19 vil komme til at ramme deres økonomi negativt.

Shopping er på mange områder sat på pause, og tøj er den kategori af ting, som folk prioriterer mindst i usikre tider. 30 procent fortæller, at de vil købe mindre tøj under krisen, hvilket følges efter af boligindretning (15 procent) og hvidevarer (14 procent).

Smart devices falder også i forbrugernes prioriteter, men ikke så meget som andre kategorier. Kun syv procent fortæller, at de vil købe mindre af netop dét, hvilket ikke er særlig overraskende.

I perioder, hvor vi skal holde afstand og opholde os mere isoleret, hjælper smart devices os med at holde kontakten til andre.

Den nye ligning, når det handler om værdi

Det er ikke noget nyt, at folk sætter pris på brands, der tager et standpunkt og viser deres værdier, og udbruddet af Covid-19 har vist, at netop dét er vigtigere nu end nogensinde før.

56 procent af forbrugerne i Europa fortæller, at måden, virksomheder agerer i den nuværende krise, vil have afgørende betydning for, om de vil købe produkter hos dét brand i fremtiden.

Men det er ikke nok, at virksomheder siger, at det er et problem, de er optaget af – de er nødt til at vise det. 79 procent af forbrugerne fortæller, at de mener, at virksomheder er nødt til at indstille deres almindelige drift og i stedet omstille til at understøtte produktionen af essentielle varer.

Og de virksomheder, der ikke tager et standpunkt, bør også lige vide, at 47 procent af forbrugerne fortæller, at de har skiftet til et andet produkt eller tjeneste, hvis de har følt deres personlige værdier overtrådt af en virksomhed.

Hvad betyder det for din virksomhed?

Lær af disse tendenser og se, hvordan du kan tilpasse din virksomhed.

1. Dyk ned i, hvordan du kan lave et skifte mod e-handel, når du går i gang med at forberede din strategi for julen. Det er her flere og flere mennesker shopper i dag.

2. Stresstest din omnichannel-strategi i løbet af sommeren, så du kan forberede dig på den vigtige, kommende shoppinghøjtid. Hvis du endnu ikke har en strategi, kan du stadig nå at lave én, hvis du starter nu.

3. Vær lokal og hold fingeren på pulsen. Lyt til dine kunder og vær opmærksom på, hvad der sker i dit lokalområde, så du kan være klar til at opfylde dine kunders behov.

4. Skær igennem larmen ved at skille dig ud i din kommunikation under udsalgsdage. Gør ikke bare, hvad alle andre gør – gør dét, der er unikt for netop din virksomhed.

5. Mobil, mobil, mobil. Jeg kan ikke understrege det nok. Det er den primære butiksdør for folk i dag, så du er nødt til at være sikker på, at din virksomhed er tilpasset til det.

Udvikling og tilpasning er afgørende faktorer, når det kommer til succes. Men ved at lytte til kunder og holde dig opdateret med ændringer i forbrugeradfærd – alt imens du står fast på dine værdier – vil du have de optimale værktøjer til at holde din virksomhed kørende – og derigennem den danske økonomi.