KLUMME: Jeg glæder mig til at gense skeptikerne om et par år. Øver mig allerede på “hvad sagde jeg”-smilet, som jeg med stor fornøjelse vil flashe, når den nye streaming-i-skiver-tjeneste, Quibi, viser jeg at være en gedigen og langtidsholdbar succes.

Konceptet holder. Twitter og Snapchat lød også skøre i starten med deres begrænsninger. Jeg gætter på, at de etablerede streamingtjenester bliver tvunget til at tænke i supplerende Quibi-baner inden ret længe. 

Første tegn på kommende succes: Det tog a-kæden blandt Hollywoods skuespillere, manuskriptforfattere og fotografer flere år at “nedgradere” fra at medvirke i spillefilm til et meget mere hverdagsagtigt TV-format. Serier. Som så viste sig at passe perfekt til streaming-universet og give tonsvis af succes, dollars og prestige samt skabe nye seriestjerner, som efterlod de gamle i grøften mange kilometer bagud med underkæben klaskende nede i asfalthøjde. 

Quibi har mange topfolk og stjerner med ombord fra start, både foran/bag kameraet og i skriveværkstedet. Selvfølgelig spiller penge en rolle, men troen på at det gavner karrieren, er også en faktor i de kredse.   

For det næste – er Quibi’s brugeroplevelse (både brugerflade og storytelling i selve indholdet) i sjælden grad født og tænkt til mobil. Det vender jeg tilbage til.

Tiden er til snackable tidsforbrug

Næsten halvdelen af internettets streaming foregår via mobilen og rigtig meget af det i brugernes småpauser, ventetider og under transport. Kronisk rastløshed er udbredt og snackable underholdning er velkomment.   

Genremæssigt ligner den nye streamingtjeneste-giganter som Netflix, Amazon Prime og alle de andre med et bredt udbud af film og serier. Quibi-konceptet er så at servere hvad som helst fra content-buffet’en i portioner af højst 10 minutters varighed og kun på mobilen.

Jeg var nysgerrig, da jeg hentede app’en for et par dage siden, men også grundlæggende skeptisk. Synes nærmest, det lød lidt småskørt. Meget fragmenteret, grænsevulgært og som en lidt for smart det-de-unge-vil-ha-ide.

Nu har jeg, blandt meget andet, set veldrejede sitcoms, naturprogrammer, true crime, reality, skjult kamera, madprogrammer, en nervepirrende thrillerserie (samlet binge-tid under to timer), nyhedsmagasiner, “how to” hvad som helst og en komedie i 12 afsnit om en troende feminist, som bliver veninde med en storbarmet oppustelig “søster” i latex.  

Alt sammen delt op i afsnit af 8-9-10 minutter og for langt størstedelens vedkommende tænkt, skrevet og produceret til de korte formater fra start. Det fungerer forbløffende godt. 

Mobiloptimering i topklasse

Det er ret tydeligt, at langt det meste af Quibis indhold er skrevet til de korte formater. Manuskripterne er tænkt i korte afsluttede episoder, som del af en sammenhængende fortælling (for eksempel thrilleren) eller som afsluttede helt selvstændige forløb (for elsempel madprogrammet).

Der er så ikke lige tid til lange dvælende kameraskud, hvor man skal gætte sig til hovedpersonens uudtalte følelser. Præmissen er, at budskab og plot bliver afleveret rimelig effektivt. Men altså… En velstruktureret TVC kan etablere et univers, præsentere en karakter, starte en historie og afslutte med en pointe på 30 sekunder. Så kan man nå meget på 8-9-10 minutter, uden at virke forceret, bare alle på holdet er bevidste om præmissen fra start.   

Og så er der mobilskærmen, som Quibi udnyttet fuldt ud. Både i høj- og bredformat. Ingen sorte bjælker. Videobilledet går helt til kant, inklusiv en lækker lille detalje som (igen) kræver, at det er tænkt konsekvent ind fra start: Ligesom videomødeplatforme kan klippe ind på den der taler, vælger kameraet automatisk scenens hovedperson i det smalle højformat. 

Startskærmen, når man åbner app’en, viser de tre serier, du er i gang med. Så er det bare at trykke “next episode”. Kan lige nås inden toget kommer.     

Se selv og vær bedre forberedt til at tænke Quibi ind i fremtidige medie- og marketingplaner. Til en start er der for eksempel 6, 10 og 15 sekunders ads i den gratis version. Temmelig youtubish tænkt?

Ja, men med helt andre mulighed for at tænke kontekstuelle indrykninger, product placement og (for de store budgetter) indholdspartnerskaber og brand co-productions af de korte formater, der er kommet for at blive.

AF SØREN THURE MILKÆR, CONTENT CREATOR OG STRATEGISK RÅDGIVER