DEBAT: For 20 år siden var virksomheder, især de større, meget hierarkisk opbygget.
Der var ikke meget plads til, at de enkelte divisioner i virksomhederne selv havde ansvaret til at træffe beslutninger i hverdagen.
I dag er historien en anden, hvor ledere har fundet ud af, at man både kan skabe bedre resultater og mere motiverede medarbejdere, hvis de deler ud af ansvaret og skaber et miljø, hvor det er okay at tage beslutninger selv, uden det skal forbi hjørnekontoret.
Det føles efterhånden som lang tid siden, at Covid-19 blev solidt printet i den danske ordbog, og selvom vi alle ville ønske, at vi aldrig nogensinde skulle have haft trykt det ord, så sidder der en række af marketingfolk, der under Covid-19 har fået mere selvbestemmelse og det, som man kalder empowerment.
Ordet har mange betydninger, men min opfattelse kan bedst beskrives i et eksempel fra min egen dagligdag.
Jeg sidder selv i en af verdens største byggevirksomheder, Saint-Gobain. Som du nok kan forestille dig, kunne dette være et stort hierarki.
Men det, som vores franske ejere gør, er at give mest muligt frihed og ansvar ud til de enkelte arme af koncernen. De enkelte lande, units, afdelinger og medarbejdere har ”lov” til at operere hurtigt og agilt uden alt skal gennemtjekkes.
Og denne empowerment er dryppet ned til Danmark, og videre ned til marketing, der – som bekendt – kan have svært ved at bryde gennem lydbarrieren hos de øverste.
Også selvom det ofte er fra marketing, der kommer kreative indspark og ideer.
Når marketing får empowerment, er det, at vi begynder at opleve næsten magiske ting.
Lige så meget som vi elsker at være kreative og udvikle koncepter, lige så meget elsker vi at se de koncepter komme ud og blive testet.
Det er tit i marketing, at vi kender kunderne bedst, så selvom jeg måske er en smule biased, så synes jeg, det giver super god mening at stole på os.
I Brødrene Dahl har vi brugt de seneste to år på at udvikle en kundeloyalitetsklub med over 2.500 medlemmer, men med Covid-19 blev den udvikling bremset, og folk måtte ikke mødes fysisk.
Her havde vi Sinne i vores marketingafdeling, der tænkte hurtigt og udviklede et webinar, som en-til-en erstattede de fysiske møder. Det kunne hun gøre lynhurtigt og med stor succes, fordi hun ikke skulle spørge og følge op 10 gange højere oppe i virksomheden.
Dét er empowerment, og i dette eksempel endda hele vejen ned gennem en internationale koncern til en rask handling i Brøndby.
Vi lærer alle hele tiden, og jeg har i hvert fald lært, at empowerment klæder organisationen.
Tillid skaber handling og udvikling, hvilket bekræfter hvad jeg altid har troet på – og som vi her i 2021 vil se endnu mere af – nemlig at vi sammen skaber de bedste løsninger og sikrer de bedste beslutninger.