DEBAT: 2020 sluttede med et pænt crowded opløb på LinkedIn, i nyhedsbreve, på julekort og hvor frie fugle, bureauer og brands ellers ønsker kunder og samarbejdspartnere godt nytår. 

Standardbudskabet, når året er gået, plejer at være variationer af ”tak for et helt fantastisk år – vi er klar til at give den endnu mere gas i det næste”.

Ved dette årsskifte har tonen forståeligt nok været mere ydmyg. Denne gang med et gennemgående håb og ønske om, at det bliver bedre i det nye år. 

Det har selvfølgelig været dejligt at være nemlig.com, Amazon eller leverandør af flere muskler til hjemmekontorets wi-fi i 2020, men de fleste har kun lige netop klaret sig. Mange ved at tænke nyt, dreje forretningen 90 grader og stikke ud ad en pludselig opstået lukrativ sidevej.

Eller simpelthen ved at vende det hele eller halve af forretningen på hovedet.

Den gamle skrøne om, at det kinesiske tegn for krise oprindelig betød både ”fare” og ”mulighed” passer vist ikke helt, men der er jo noget om det, skriftstegnsetymologi eller ej.

Fakta er i hvert fald, at pandemier ikke kun kan lukke ned og bremse op, men også bruges til at justere kursen og accelererer udviklingen for at erobre nyt land og nye markeder. 

Der er faktisk mange positive og opløftende tegn, hvis man tager en surftur på nyheds-, brand- og branchesites.

Søren Thure Milkær, selvstændig Content Creator. Foto: PR.

Hermed fem eksempler på, at det allerede går godt, og at det nok skal fortsætte ud af rigtige retninger i 2021:

Alle er velkomne ombord. Mode-sitet zalando.dk har kopieret Amazons model med at invitere små og mellemstore selvstændige til at blive en del af en stor samlet “everything in fashion store”: Ejere af en eller flere fysiske tøj- eller modebutikker kan fremover sælge deres varer via Zalando’s platform. Nu lidt mere klar til at konkurrere mod Jeff Bezos og hans elendigt betalte medarbejdere.  

To generationer linker ind. Omfattende fyringsrunder i de hårdest nedlukningsramte erhverv genererede en ny type posts på LinkedIn: Søde døtre (sønnerne har nok at gøre med deres egen karrierer?) med fede jobs i kreative brancher lavede selfie-videoer med deres friskfyrede far i baggrunden og en appel til netværket om at hjælpe med at skaffe farmand et job. Smukt, rørende betænksomt og i nogle tilfælde succesfuldt – kunne man se af opfølgende posts, hvor storsmilende far (nu med nyt job) og datter sagde tak for hjælpen.     

Kvalitetsindhold er modnet i digitale kanaler. Mediehuset Børsen tiltrækker og fastholder rekordmange godt betalende abonnenter til avis og digitalt univers bestående af gedigen erhvervsjournalistik og en velkomponeret buket af online services. Et andet sted i indre København sender Gyldendals Bogklubber Facebook-livestreamede ”Forfattermorgen”-udsendelser. Med imponerende view-through-rates og samlede, vedvarende seertal af en størrelse DR aldrig kom i nærheden af, da de forsøgte sig med bogstof.          

Det store havlokomotiv trækker nu også på IT-fronten. Verdens største containerrederi, Maersk, har gennem årtier haft godt fat i den fysiske del af transport på verdenshavene – men har ligesom resten af shippingbranchen måtte trækkes med en håbløst gammeldags tids- og ressourcekrævende papiradministration. Nu er booking, management og tracking bygget om til online services. Og rederiet er blandt landets største IT-virksomheder, still hiring.        

Events bliver født og lever digitalt. Der var panik og nødløsninger over hele linjen, da festivaler, events og konferencer pludselig blev tvunget til at afvikle festen digitalt i foråret. Det var bestemt ikke lige kønt alt sammen, og da forestillingen gentog sig efteråret begyndte flere garvede eventfolk og erfarne TV-producenter for alvor at arbejde sammen om at levere relevant, engagerende og fokuseret indhold i form af ”digitale events, der ikke savner at være fysiske”, som et eventbureau beskriver det på sit website. 

Spot on. Det skal nok gå.