KLUMME: Hen over sommeren har man kunnet læse fra flere troværdige kilder – danske som udenlandske – at Amazon for alvor er i gang med at rulle sin platform ud i Norden.
Sverige er det første land, og derefter er det Danmarks tur.
Amazons indtog burde gøre de fleste e-handlere nervøse. For internettets struktur bliver ændret for bestandigt, når dette monopol gør sit indtog.
I Tyskland kunne man se, at Amazon efter blot få år stod for mere end 50 procent af produktsøgninger. Altså en udkonkurrering af Google, når det handlede om menneskers ageren på nettet.
Selskaber som Google, Amazon, Apple og Facebook repræsenterer en helt unik magtkoncentration, skrev Lisbeth Knudsen i Mandag Morgen i forrige uge. Og de gør det Ikke alene gennem deres økonomiske styrke, men de gør det også ved at have en lang række informationer, der ligger til grund for de beslutninger, som disse selskaber og deres ledere kan tage.
I forhold beskyttelsen af vores data, opkøbet af konkurrenter og/eller valg af vinderne og tabere i den digitale økonomi. De er ikke bare en del af det digitale marked, de ér blevet markedet.
Faktisk er de blevet så centrale i samfundet, at de er blevet “too big to fail,” som en rapport fra Oxford University forleden fastslog; og dette er hele kimen til mine sommer-meditationer over Amazon og the big four.
Amazon er i sin egen liga
Vi er i Danmark i forvejen vant til store digitale monopoler som Google, Facebook og Apple, men de er mere mono i deres tilgang til kanaler.
Amazon er derimod meget mere, og er ved at blive internettet. Det er ikke kun en handelsplatform, men også en infrastrukturforretning, en af de største logistikvirksomheder i verden, indehaver af en af verdens største kundeklubber med Prime og meget, meget mere.
Således er Amazon, med sin AWS-forretning verdens største cloud-leverandør, og det er Amazons infrastruktur, som leverer de serier, du streamer via Netflix. Og Pentagon køber ind hos AWS, når der skal bruges regnekraft og infrastruktur til deres datamodeller og daglige internetforbrug.
Kort sagt, Amazon ejer de kundedata, der indsamles, når dine forbrugere entrerer dette mægtige og enkle univers via amazon.com eller Amazon.se. En platform, der leverer til dig via en enkel løsning, der hedder Prime.
Amazons formål er naturligvis at blive så stor som muligt. Men det er folks hang til convenience-behov, der styrer monopolet, fordi folk bliver ukritiske med hensyn til, hvad og hvordan deres data opbevares, og hvordan de bruges efterfølgende. Amazon ejer hele kunderejsen og det eftermarked, der ligger i halen på et køb i forhold til ris eller ros.
Hvad er strategien?
Derfor blev jeg hen over sommeren en smule nervøs, da jeg tænkte over effekten, når Amazon sætter sig på sit syvende, ottende, niende og tiende land i Europa.
På samme måde, som dansk detailhandel er nervøs for nettet og detailbutikkernes endeligt. Jeg tror nu ikke, det kommer så vidt. Hverken for den fysiske detailhandel, ej heller for onlinehandlen i Danmark, jeg kan godt være nervøs for, hvor parate vi er, når konglomeratet Amazon lægger sin spilleplade ud over først det svenske marked, og senere på året udover det danske.
Er danske multibrand stores klar til Amazon? Hvad er strategien herfor, og hvordan skal man som e-handler stille sig overfor denne platform, hvor mottoet er “Kill them all”?
Jeg kan godt have mine bekymringer, specielt med hensyn til de mindre virksomheder og shops.
Dem, der er kommet for sent i gang med den digitale omstilling. Noget Covid-19 virkelig afslørede; og der er flere, end vi lige umiddelbart tror. Og de virksomheder, der ikke har forstået vigtigheden af at være brand- og datamæssigt stærk i forhold til nettet.
" Jeg har råbt ulven kommer et par gange de senere år. Men nu kommer den altså, ulven-Amazon; og den æder markedsandele.Martin Jagd Graeser, CEO og Founding partner i Kvantum Copenhagen.
Et magtskifte er på vej
Derfor kommer alle e-handlere kommer til at stå over for et valg: Vil man gå med og arbejde med en multistrenget platformsstrategi med alt, hvad det medfører af både tab af data til Amazon, øget styring af personale, bureauer med mere?
Eller vil man gå sin egen vej og tage kampen op og udvide sin digitale platform?
Hvorom alting er; et magtskifte er på vej! Det kan godt være, at vi ikke kan se det med det blotte, digitale øje, men kampen om, hvem der skal eje internettet, er accelereret, og Norden er nu en del af kamppladsen.
For Amazon bliver en game changer, det er uomtvisteligt – ifølge analyser fra FDIH har platformen en andel på 1,8 procent af det danske marked uden at være her med en dansk version
Det er lige så stort som hele Coop.dk. Hvad vil andelen være, når Amazon for alvor går i land i Danmark?
Jeg har råbt ulven kommer et par gange de senere år. Men nu kommer den altså, ulven-Amazon; og den æder markedsandele.