KLUMME: De sidste 14 dage er der løbet meget vand igennem åen. Og ikke mindst er der løbet meget sludder igennem medie-åen.

Sludder, fordi den samlede danske presse har fremstillet en række usandheder i sagen om Cambridge Analytica, Facebook og SCL (Stratetic Communication Laboratories, red.), men nok om det.

Facebook har siden den kommercielle start tilbage i 2006 altid sværget til deres mission:

”Give people the power to share, and make the world more open and connected”.

Det vil sige, at Facebook hylder åbenhed og motiverer muligheden for at dele alt indhold med alle. Det er en mission, som også har vist sig meget nyttig i forhold til at forbinde folk med fælles interesser over hele verden, herunder spillede Facebook en ganske afgørende rolle i det arabiske forår tilbage i 2010.

Men når der er fuld adgang til alle ting, så vil der også være nogle, som ikke forstår at forvalte denne frihed.

Dette er vi blevet mindet om utallige gange de sidste to uger, hvor det er blevet ganske tydeligt, at Cambridge Analytica og SCL ikke har kunnet håndtere denne adgang til data forsvarligt.

Facebook publicerede onsdag aften 4/4 en update i deres eget newsroom.

Der ligger meget interessant info omkring en lang række begrænsninger på API området i denne update, men der ligger også et klart signal om, at Facebook ser sig nødsagt til at begrænse adgangen til data, ganske enkelt fordi, der er enkelte, som ikke kan forvalte det. Altså den klassiske historie om de få, der ødelægger det for de mange.

Nye begrænsninger

For det første skriver de, at de nye begrænsninger er de første i en rejse, hvor det handler om at passe bedst muligt på de over to mia. Facebook brugere.

Det har altid ligget Facebook meget på sinde at beskytte brugerne, og selvom det pt. kan se ud som om, at det er mislykkedes, så kan man stadig kun passe på folk, der vil passes på.

Hvis en bruger giver en 3. parts app adgang til alle sine Facebook data, så er der ikke så meget Facebook kan gøre for at forhindre dette, og dog.

Fra og med onsdag har Facebook indført en lang række store begrænsninger på brugen af API tools. Event API, Group API, Page API, Facebook Login etc., de får alle markant sværere ved at trække data ud af Facebook. Mest markant er at:

  • Alle typer apps skal godkendes af Facebook
  • Ingen apps vil få adgang til dine personlige data som religion, politisk syn, forhold etc.
  • Ingen apps vil få adgang til dine venners data

Helt konkret betyder det, at marketers får markant sværere ved at få gavn af de dynamikker, der ligger i at bruge en app, da denne skal forhåndsgodkendes. Det betyder, at denne skal være klar længe før den skal launches, hvilket altid vil være en udfordring for kreative bureauer.

Skjult agenda?

Igen er det forunderligt og læse, hvordan dele af pressen tolker tingene på deres egen måde og drager konklusioner derpå.

Facebook skriver: “Given the scale and sophistication of the activity we’ve seen, we believe most people on Facebook could have had their public profile scraped in this way.”

Jeg har set flere aviser skrive, at Facebook indrømmer, at alle Facebook-brugere har fået delt data. Det er som om, man ikke ønsker at læse den lille vending: could have. Jeg kan kun få den tanke, at man har en anden agenda….

I den mere kuriøse ende, så nåede Facebooks nye API-begrænsninger i ca. to døgn at fjerne alle Tinder-matches, så der var folk tvunget til at vælge mellem sex eller privacy…

Af Jan Christiansen, Bureauchef, Konxion København