DEBAT: Skal vi turde tale om de dårlige ting sammen med de gode?
Hvis man ser på mediebilledet i dag, er tendensen klart nej. Det er som om, at når virksomheder har en god historie, så inviteres journalisten en tur på kontoret til kaffe, croissanter og en god snak uden bagkant.
Når sagen er kritisk, er billedet til gengæld helt anderledes. Så er der pludselig ikke tid til kaffeslabberas. Der stilles ikke op til interviews, og direktøren kommer allernådigst med mailsvar – og bruger egne digitale kanaler til at fremlægge sin uimodsagte side af sagen.
Det har vi set masser af eksempler på den seneste tid. Senest med onlinesupermarkedet Nemlig.com, der havnede i stormvejr, da Politiken afdækkede, hvordan nuværende og tidligere Nemlig.com-chauffører oplevede deres arbejdsforhold:
15 timers arbejdsdage med tunge løft, måneder uden fridage og store bøder og ruter, der er svære at nå til tiden.
I sagen ønskede Nemlig.com ikke at stille op til interview, men deres chef for kommunikation og bæredygtighed bidrog med et skriftligt svar.
Derefter blev der udsendt en pressemeddelelse, og på både LinkedIn og Twitter fortalte direktøren Stefan Plenge sin side af sagen.
Det er en fremgangsmåde, der er blevet mere og mere almindelig. Det er let at få den opfattelse, at hvis en virksomhed bliver udsat for kritik, så er det lettere med et mailsvar end at gå ud og forsvare mod en kritisk journalist.
En af grundene til, at de skriftlige svar vinder frem, er forudsigeligheden. Skriftlige svar betyder, at man kender spørgsmålene på forhånd, og selvom du får udstillet en deadline fra journalisten, så er du stadig mindre presset end, hvis du har en journalist i røret.
En deadline betyder, at du kan vende svarene med dine kolleger og rådgivere. Samtidig kan det være nemmere at formulere sig kort, præcist og faktuelt på skrift. Og faktisk kan du også undlade at svare minutiøst på alle spørgsmålene og måske blot formulere din overordnede holdning til sagen.
Så ja, det er lettere at svare udenom på skrift. Ulempen ved de skriftlige svar er dog på den anden side, at det er sværere for journalister at stille opfølgende spørgsmål.
Tag tyren ved hornene
Mange direktører, politikere og selv chefredaktører (hyklerisk nok) foretrækker denne taktik, fordi det er lettere at styre sit narrativ.
Og jeg skal da også være ærlig og indrømme, at selvom jeg stort set altid anbefaler mine kunder at stille op, så jeg har jeg også i nogle tilfælde selv har rådgivet virksomheder til selvsamme taktik, fordi jeg for eksempel ikke vidste, hvordan en talsperson med følelserne uden på tøjet ville reagere i et mundtligt interview.
Det kan være den rette taktik, men når det er sagt, så mener jeg, at det er en kedelig tendens, som vi desværre ser lidt for ofte.
Nu lyder jeg måske som en dårlig PR-mand eller en hellig-Per, men arbejder du med kommunikation og PR og nyder godt af gode, positive omtaler fra de redaktionelle medier, så må du også prioritere dem, hvis der skulle opstå kedelige sager. Inviterer du pressen til dit bryllup, må du også forvente, at de kommer til skilsmissen eller begravelsen.
Jeg mener, at man som udgangspunkt altid bør være til rådighed, når man bliver kontaktet af pressen – også i sager med en negativ klang.
Nej, det er ikke sjovt i øjeblikket, og det er lettere svare på mail eller smide en video op på de sociale medier. Men der er også meget at vinde, hvis man tør tage tyren ved hornene og stille op. Det sender et klart signal om, at man ikke har noget at skjule.
Det kræver selvfølgelig, at talspersonen er skarp, velformuleret og inde i sagen. Men det må man også forvente, at en ledelse er.
Det er noget, som skal trænes og prioriteres løbende og ikke først, når den dårlige sag opstår. Og hvis kritikken er berettiget, så handler det om at vise empati, erkende fejl og tage ansvar.
Læserne, seerne, kunderne ser gerne det ærlige svar, og kræver det af direktøren. Et ærligt svar i en dårlig sag kan være bedre end intet svar.
Hvis kritikken er helt gal, så det er jo netop en mulighed for at forklare sit synspunkt på en overbevisende måde og dermed vende eller i hvert fald nuancere billedet.
Vi skal samtidig huske, at kritisk journalistik er et demokratisk sundhedstegn. Det er mediernes rolle at være kritiske og stille magten til ansvar. Medierne agerer jo på borgernes vegne.
Og det er netop det, som gør de redaktionelle og kritiske medier så meget mere troværdige end sociale medier.
Det er nogle kritiske øjne, vi skal imødekomme fremfor at løbe væk fra.