Klumme: Jeg får mange henvendelser fra unge under uddannelse, som gerne vil vide, hvordan man bliver kreative eller strateger i kommunikations-, mode- eller reklamebranchen og hvordan jeg er nået til, hvor jeg er i dag. 

Det er der mange forskellige årsager til, som jeg kan fylde mange klummer med – men den korte version er, at jeg begyndte fra bunden og har knoklet mig frem ligesom så mange andre. 

Ikke desto mindre har henvendelserne fået mig tænke over hele økosystemet med juniorer og praktikanter. Hvordan det bliver prioriteret, men også hvor afgørende det i virkeligheden er – for det handler om ansvar, om mennesker. Og det handler om fremtiden. 

Jeg undres over, at jeg gentagne gange hører om nye oplevelser, som har været noget nær traumatiske for unge praktikanter, og samtidig har jeg desværre også oplevet en tendens til et dyk i kvalitet og dovenskab hos en del nye juniorer og praktikanter – lad os kalde det et attitude-problem. 

Skylden ligger i begge lejre – hos virksomhederne og lederne på den ene side, og hos juniorerne, som ikke er ihærdige nok eller har den fornødne respekt. Det handler om dem, der udnytter billig arbejdskraft – og det handler om de nye i faget, som ikke formår at udnytte den chance, de får. 

Begge dele er lige store problemer, som jeg ser det. Overordnet er jeg hverken for eller imod ”gratis” arbejde, for i realiteten er det aldrig gratis for nogen parter, og jeg forholder mig til den enkelte sag. Men mange store karrierer er begyndt med denne hårde, tidlige start i branchen. 

Derfor så synes jeg, at der er behov for et opråb til både senior og junior, så vi skaber de bedste rammer for udvikling – og ikke som chefer spekulerer i gratis arbejdskraft eller som praktikanter kommer ind med en forkælet attitude. 

TIL LEDERNE OG VIRKSOMHEDERNE: 

I nogle virksomheder er det ikke unormalt at tage op til 4 praktikanter ind hver 6. måned gratis og til en fuldtidsansættelse. 

Praktikanterne får også egne timesatser og faktureres ud til kunder billigere, men på lige fod med de andre ”ægte” ansatte.  

Selvfølgelig er det jo en del af en studerendes rejse at komme i praktik og naturligvis er tiden da noget værd, men der hvor jeg synes, filmen knækker, er når man beregner praktikanter med i budgetter til projekter som yderst nødvendige mandetimer for at kunne komme i mål. 

Hvis I tager praktikanter eller juniorer ind – så er det med henblik på, at de skal lære. Det kan være ekstra ressourcer – ja – men de er en udviklingsrolle, så der skal være plads til, at man kan udvikle sig og tage ved lære.

For mit vedkommende har det været en grundsten for min karriere, at jeg i en tidlig alder kunne lære af mennesker, som jeg synes var de dygtigste i deres felt, og at selvsamme mennesker har taget en chance med mig i de tidligere år i min karriere. 

Mine første mentorer er blandt de største grunde til, at jeg er, hvor jeg er i dag, fordi de gav mig muligheden for både at lære og at bevise mit værd. 

Som leder og virksomhed skal man tage det ansvar seriøst, når man ansætter en junior eller ligefrem en praktikant. Helt ærligt; vær dog bevidste om, at det er mennesker som endnu ikke har erfaring nok til at kunne vide alt eller tage store beslutninger. 

Jeg har ikke og får aldrig respekt for chefer, der råber af eller ydmyger unge nye mennesker i en situation, hvor de ikke er klædt ordentlig på til at kunne have løst opgaven. Det lærer man ikke af. Jeg har set halvvoksne mænd græde i køkkenet, og jeg har oplevet en veninde i praktik blive sendt på hospitalet efter at være besvimet af stress… 

De unge talenter kan være en stor ressource – men det kræver også, at man som leder og virksomhed bruger ressourcer og mandetimer på at lade dem lære, så de kan leve op til deres potentiale. 

TIL DE NYE PRAKTIKANTER OG JUNIORER:

Der er tusinder af unge, som drømmer om at arbejde i vores branche. Derfor skal man arbejde for sin chance og bevise sit værd. Men lad arbejdet tale for sig selv. 

Der er simpelthen for meget brok. For meget forfængelighed. Alt for ofte i dag hører jeg om, at der stilles spørgsmålstegn ved arbejdsopgaverne. At man føler sig hævet over visse gøremål, på grund af uddannelse eller kvalifikationer. At nogle ikke føler, at opgaven er spændende eller deres tid og interesse værd. 

Jeg ved, at det lyder som de brodne kar – og at der er mange dygtige og arbejdsvillige unge mennesker derude – men I skal huske på, at mens I kommer ind for at lære, så bliver det ”learning by doing”. 

En balletdanserinde bliver heller ikke en succes, blot fordi hun er god til at stå på tæer eller ser godt ud i tutu. Det er via træning. Og på samme måde skal man betragte de første (mange) år i sin karriere. 

Ingen junior eller praktikant bør blive reduceret til at tage kopier eller hente kaffe. Men ingen bør heller sætte sin værdi højere end at gøre netop det, hvis det skal til, det samme gør cheferne, når det er nødvendigt.

Opgaver bliver lagt hos dem, der har travlt – har du ikke travlt, så sørg for at få det. Og husk at det handler om træning. Forvent ikke at lave store strategier fra din første dag – for det kræver erfaring. 

Men hvis det er dét, du gerne vil, så hold dig til dem, som laver strategierne og vær hjælpsom og lærevillig uden at give attitude. Så når du langt.

Af Sara Rosa Oppermann