Klumme: Der var lidt kriller i maven den dag. Det var en ellers relativt almindelig tirsdag hjemme i køkkenet, efterårsferie javist, og jeg skulle efter planen holde lidt fri. Men skæbnen ville, at det også var den dag, iTunes godkendte vores podcast.
Den podcast jeg og Liberal Alliance havde forberedt henover sommeren med konceptudvikling, oplining af gæster og optagelser af de første tre afsnit i et lydstudio på Amager.
Jeg var spændt på at se reaktionen hos brugerne i den anden ende. Om produktet kunne begejstre. Om det kunne engagere. Om det kunne skabe omtale. Alt det, der betyder noget for, om et program eller et produkt får luft under vingerne.
Og det kunne podcasten denne tirsdag formiddag. David Trads anmeldte den hurtigt på Twitter. Med ros!
’Fin podcast med @anderssamuelsen og @JesperBuch, som begge ærligt (ofte provokerende) fortæller om deres drømme og venskab. @LineErnlund er som altid god vært (ja, jeg ved godt, det er LA produceret).
’Puha. Podcasten lever’, tænkte jeg!
Flere og flere tog godt imod nyheden, og indenfor det første døgn blev ’LA Podcast – et frirum’ den fjerde mest downloadede danske podcast. På kommentarerne kunne vi se, at både vælgere og ikke-vælgere kunne lide konceptet.
En stor lettelse for mig derhjemme i køkkenet. Ikke mindst med tanke på de venlige mennesker, der havde sagt ja til at deltage – uden at kende det endelige produkt.
Politisk kommunikation kan til tider være en stor og meget kompliceret størrelse, men hvis vi skræller alle lag væk og kommer helt ind til kernen, er der to elementer tilbage. To elementer, der er forudsætningen for at lave god kommunikation.
Det ene element består af værdier. Det, politikerne er drevet af, og som i sidste ende fører til det andet element, nemlig konkret politik på Christiansborg.
I Liberal Alliance kommunikerer vi dagligt begge elementer. Vi gør det via de klassiske medier; radio, tv og avis, hvor vi ikke selv har redigeringsret. Her deltager vi ofte i både kritiske interviews, debatter og andet aktualitetsstof. Samtidigt kommunikerer vi direkte til vælgerne på vores egne kanaler som Facebook, Twitter, LinkedIn og Instagram. Platforme, hvor vi selv bestemmer indholdet.
Vores overordnede mål er at få tid sammen med vores vælgere og andre, der kunne have interesse for Liberal Alliance. Dette efterår har vi derfor bevæget os ud på nye platforme.
Udover podcasten er vi på vej med et magasin, der i disse dage bliver omdelt til over 300.000 husstande i Danmark. Et analogt produkt, der som platform er meget anderledes end den digitale og moderne podcast, men på indholdssiden er substansen den samme; nemlig det, der handler om mennesker og værdier.
I magasinet hylder vi en række mennesker blandt andre astronauten Andreas Mogensen, iværksætteren Ole Henriksen og nødhjælpsarbejderen Anja Ringgren Lovén for at forfølge deres drømme. Vi giver dem plads til at fortælle deres historie. Intet medie har patent på den gode historie. Heldigvis!
I skrivende stund kender vi ikke reaktionen på det nye magasin, så lad mig nøjes med at gøre status over podcasten.
Podcasten har vist sig at kunne noget særligt. Den giver os netop TID sammen med vores vælgere og andre, der er interesserede i at lytte med. Det første afsnit med Anders Samuelsen og iværksætter Jesper Buch havde en varighed på 33 minutter. I gennemsnit blev der lyttet i 26 minutter. Det er unikt at have så lang tid i selskab med vælgere.
’LA Podcast – et frirum’ blev lavet ud fra tre principper:
– Indholdet handler om mennesker og værdier. Derfor sættes vores politikere i hvert afsnit sammen med et menneske, der har sin daglige gang udenfor Christiansborg (med en enkelt undtagelse).
– Ingen af gæsterne er castet ud fra et politisk ståsted – men ud fra de værdier, de er drevet af.
– Det er en samtale – og ikke klassisk interview – mellem to mennesker (med mig som vært) båret af et ønske om at opprioritere den politiske samtale.
Fire gode råd:
– Hav styr på målgruppen.
– Lav et godt koncept med unikt og relevant indhold, der passer til målgruppen.
– Produktet skal være professionelt både i form og indhold. Måske I selv kan klare det, måske I skal hyre ekstern hjælp.
– Husk at varedeklarere tydeligt, så ingen er i tvivl om, hvem afsenderen er.
Af Line Ernlund, pressechef, Liberal Alliance