DEBAT: ”Om småkager og digital karma”. Man er allerede småtræt af den forcerede stil efter at have læst de fem første ord i den GDPR-politisk korrekte pop-up i friskbagt cookies-lilla.

Og der er mere endnu: Øverst til højre får læseren tilbuddet ”Catch up med Victoria” på lyseblå baggrund med tech-agtige(?) bølger på. Et andet sted står der ”Det er sgu da nemt”. 

Sgu? Helt ved siden af skiven.

Hvis man vil være fresh med de unge, er det nærmere fuck fucking shit, der skal i spil – ifølge Dansk Sprognævns nye og stærkt underholdende talesprogsanalyse af dialogen i en sæsonfuld ”Ex on the Beach”.      

Målgruppen er videre

Nå, men velkommen på forsiden.

Af ungdomsmediet kiosk.social (bemærk det ungdommelige domæne)  som i efteråret fik tre millioner af dine og mine og skattekroner i udviklingsstøtte fra Slots- og Kulturstyrelsens Innovationsfond. 

Mantraet er brugerinddragelse og programerklæringen fra chefredaktøren, som fylder 50 til næste år, tillykke med det, lød sådan her i MediaWatch i december: 

" På digitale platforme taler de tørre tal deres eget klare og nådesløse sprog.
Søren Thure Milkær | Selvstændig content creator

“De fleste andre medier har skruet involveringsknappen op på 2. Vi vil se, hvad der sker, hvis vi skruer den op på 10. Vores hypotese er, at det positive følger med, og derfor kommer du til at se et medie, som inddrager brugerne i alle faser”.

Javel ja. Så lad os da se, hvad der er sket her i slutningen af februar, cirka en måned efter det nye Volume 10-brugerinddragende ungdomsmedie gik online. Ikke meget. 

Forudsigeligt lidt, faktisk, hvis man klikker sig lidt rundt.

Nogen har glemt at dreje på de rigtige knapper. Og målgruppen, i det begrænsede omfang den overhovedet har været forbi, er tilsyneladende driblet videre med et skuldertræk.

“12 likes”

På digitale platforme taler de tørre tal deres eget klare og nådesløse sprog. De fire tophistorier på forsiden er blevet delt 0, 1 eller 2 gange hver og har fået 11 likes. I alt. 

Eller likes og likes, der er ingen direkte Facebook-integration – men en slags indbygget stem-indlægget-op-funktion, som jo lukker sig totalt om sig selv, så længe der ikke er noget, som bare ligner kritisk masse i trafikken på sitet.   

Og ude på Facebooksiden (med 202 følgere) er der 12 likes til de fire nyeste posts. I alt. Der er 457 følgere på Instagram og 173 på LinkedIn, Vimeo-siden er tom. 

Ikke nogen imponerende samlet præstation for et medie, der erklærer at ville nå sin målgruppe ved at præsentere den for et innovationspuljestøttet medie, der vil hamre involveringsknappen i bund. 

Og hvorfor så disse ualmindeligt sløje tal?  

Fordi det hele runger af ét stort misforstået mon(?)-det-er-det-de-unge-vil-ha’. Blandt de chefer i mediekoncernen, der står bag det nye medie. 

Og blandt de Slots- og Kulturstyrelses udpegede medlemmer af gaveboden, som tilsyneladende ikke rigtig har nogen klar ide om, hvad det er en god ide at kaste penge efter.

Og jeg vil bestemt ikke pege fingre af de 20-26-30-årige skrivende ”værter” på kiosk. 

De er jo bare sat til at eksekvere en strategi og et koncept, udtænkt af redaktører med grånende tindinger, som tilsyneladende udgiver deres ”gamle” medier med en publicistisk linje, der overhovedet ikke behøver komme i spil, når de skal søge puljekroner til innovation. 

Ramt ved siden af

Den redaktionelle berettigelse af den nye Kiosk (oplagt navn, ik’? For det er jo dér alle de unge i forvejen henter deres daglige avis og månedlige printmagasiner) er nemlig lige så meget ramt ved siden af som resten, når man tager en vigtig faktor med i regnestykket:

At ejerne og udgiverne er to regionale fynske medier.

Kiosk-historierne handler om Instagram-trends, en ung mand der stammer når han taler, men ikke når han synger, genåbning efter pandemien sådan foketingspolitisk set, cancel culture, rap osv. osv. 

Alt sammen helt oppe i helikopteren Vi-Unge-agtigt, intet af det med en lokal/regional vinkel, der kunne havde skabt nærvær og identifikation i en målgruppe, som er relevant for afsenderen. 

Den Fynske Bladfond, som står bag selskabet, der udgiver Kiosk, skal for min skyld være hjertelig velkomne til at bruge deres rigelige fondsmidler på dårlige efterligner af SoMe-platforme fyldt med generisk ungdom og sjusket tekst som ”Indsend os dit eget indlæg” og ”Send os dine forslag, så kigger vi det igennem”. 

Men det er altså ret irriterende, at der bliver brugt skattemillioner på den slags.

Tænk hvad en skarp planner, et par kreative teams og et godt mediebureau med skarpe SoMe engagement-folk kunne have fået ud af tre millioner. Eller bare én.

Hvis et bureau var mødt op til pitch med et koncept som kiosk.social havde de tabt. 

Mere public service for pengene

Hele projektet minder desværre sørgeligt meget om Ekstra Bladets lige så misforståede forsøg, Format, og Altingets Spektrum. Eller (suk) Radio vi-skal-jo-lige-i-gang Loud, som allerede har brændt ufatteligt mange offentlige kroner af … i noget nær total stilhed. 

Så … hvad med at vi aftaler, at Den Fynske Bladfond, JP/Politikens Hus og hele slænget af udbrændte DR-chefer, selv finansierer deres ungdomsmedieeksperimenter for fremtiden? 

Så sætter vi i stedet nogle skarpe marketing- og kommunikationsfolk, som forstår sådan noget som brand dna, målgrupperelevans og hvad der skaber involvering til at dele skatteyderbetalte innovationskroner ud. 

Jeg tror, at alle ville få mere public service for pengene.

For dem der tror, at nutidens marketing- og kommunikation kun handler om at tænke, arbejde og eksekvere kommercielt har fattet tæt på ingenting.