Vi har tendens til at tro, at sociale medier altid har været, som de er nu. Men faktisk eksisterede Facebook i fem år (2004-2009), før de opfandt ‘like-knappen’, hvilket jo ellers er synonymt med virksomheden for mange.
Like-knappen er et eksempel på, at de sociale medier har udviklet sig voldsomt, siden vi begyndte at høre om begrebet for snart 15 år siden, og jeg beklager, hvis jeg får nogle læsere til at føle sig gamle med den information.
Og i takt med udviklingen har erhvervslivets forventninger til de sociale medier også ændret sig. I de helt spæde Facebook-år målte de hippe virksomheder, der var på sociale medier, deres succes i ‘fans’.
I et stykke tid har de været tilfredse med stigning i likes og reach. Men forventningerne har ændret sig i takt med, at virksomhederne har vænnet sig til, at sociale medier er kanaler ligesom alle andre, og de bruger en større del af deres marketingbudget på dem.
Likes og views er ikke interessante længere – nu handler det meget mere konkret om, hvad sociale medier giver virksomhederne.
Virksomhedernes stigende krav
Siden vi startede i 2010, har vi kunnet se, hvordan forventningerne til sociale medier er steget fra virksomhedernes side, og dermed også, hvad vores brugere forventer af værktøjer til håndtering af sociale medier.
I sin tid var det normalt, at den social medie-ansvarlige (for der var som regel kun én) havde publiceringsplaner, logins og kommende opslag i regneark, som de kopierede ind og ud af og lagde op på de relevante sociale medier.
Den tilgang bruges stadig og kan sagtens være den rigtige metode for nogle få, men for medarbejdere i store virksomheder og organisationer er det ikke længere holdbart. Det er hverken effektivt eller fleksibelt nok, og der er for mange muligheder for, at det kan gå skævt.
Hvilket værktøj skal virksomheder vælge?
Det er ofte, når virksomheder begynder at mærke, at “den håndholdte version” er uholdbar, at de stiller os spørgsmålet: “Hvilket værktøj er bedst for os?”.
I al falsk beskedenhed synes vi selvfølgelig, at vi leverer et stærkt værktøj til at agere på de sociale medier, men vi ved også godt, at intet værktøj kan passe til alle.
Derfor bør man ikke bare vælge det første det bedste værktøj, det dyreste, det, man hører andre tale om, eller det med flest smarte funktioner.
Start med jeres behov
Man skal se på sine behov og overveje, hvilke værktøjer der er brug for. Vi har i vores guide “How to Select the Right Social Media Management Tool” samlet ni spørgsmål, som vi anbefaler, at man stiller sig selv, inden man vælger.
Start med at tænke over, om I overhovedet har brug for et værktøj til at håndtere sociale medier? Hvis man er iværksætter eller kun bruger ét socialt medie i begrænset omfang, fungerer det måske fint uden at investere i et værktøj?
Man bør også overveje, hvor mange, der skal bruge værktøjet, hvilke kanaler det skal fungere til, og hvorfor I har brug for et værktøj. Ved at besvare de spørgsmål kan man skyde sig ind på, hvilke værktøjer der er de rigtige.
På den måde kan I være klar til at følge udviklingen på sociale medier de næste mange år, der med garanti kommer til at byde på store ændringer.
Af Ulrik Bo Larsen, CEO, Falcon.io