BOGUDDRAG: Jeg er ældre, end man lige skulle tro. Jeg startede med at undervise i marketing i 1990’erne. Som adjunkt i USA handlede mit første MBA-kursus om markedskommunikation. Dengang, for et langt og godt kvart århundrede siden, præsenterede man de forskellige kommunikationsmuligheder i form af et lagkagediagram. Jo flere reklamepenge man brugte på et medie, jo større en del af lagkagen fik man.
Der var et stort, rødt stykke til TV-annoncer. De trykte medier fik et lige så stort stykke. Herefter ville de resterende medier som radio, film og events fuldende cirklen. Det var aldrig helt klart, hvilket års annonceforbrug diagrammet repræsenterede. Men i virkeligheden betød det ingenting. Uanset om det var data fra 1991 eller 1994, så forblev de forskellige stykker af lagkagen mere eller mindre den samme størrelse. Tingene ændrede sig ikke meget fra år til år.
Men så dukkede der en ung mand ved navn Zoran op til en af mine undervisninger. Han lavede hjemmesider for virksomheder som BMW. Han var en fascinerende person. Halv teenager, halv profet. Han kunne godt lide min undervisning, men også dét, at jeg nassede cigaretter af ham efterfølgende.
En dag viste han mig, hvordan ét klik på en farvepalette på BMW’s hjemmeside også kunne ændre farven på den fremviste bil. Så forklarede han, hvordan BMW brugte denne form for data til at forudsige farvepræferencer for importerede køretøjer. Jeg blev helt svimmel.
Gradvist begyndte man at stoppe med at bruge lagkagediagrammer til at vise pengeforbruget hos medier og gik videre til linjediagrammer. Tingene begyndte at ændre sig for hurtigt til, at et statisk cirkeldiagram stadig ville give mening.
Derudover ville de studerende gerne se forandringernes tempo og ekstrapolere det ud i fremtiden. Og uanset dine datas format, så var det ubrugeligt, hvis det var mere end 12 måneder gammelt. Så hurtigt ændrede tingene sig.