Debat: Klokken er 07.04. Jeg bestiller et vaffeljern. Det skal leveres til døren, så jeg hurtigst muligt kan lave nogle sprøde, velsmagende vafler. Vaffeljernet ankommer 24 minutter senere, og yderligere 15 minutter senere har jeg bagt min første vaffel i et spritnyt vaffeljern.
Begivenheden er fem år gammel, men selv i 2020 slår den fremtiden – i hvert fald hos mange af de danske forbrugere, som er vant til at shoppe over nettet og få leveret varen næste dag.
Det tætteste, vi kommer på en hurtig levering, er at afhente i butikken to timer senere. Men vi får stadig ikke bestilt, betalt, leveret og bagt vafler på 39 minutter.
Det var der en amerikaner, der gjorde i 2015, og selv om hans video på YouTube kan være falsk eller fejlbehæftet, så går budskabet alligevel rent ind: Amazon kommer – og det går stærkt.
Time to market er blevet forkortet, og det bør give dig som marketingansvarlig anledning til at at se på, om jeres fundament i marketingafdelingen er på plads.
I sidste ende handler det om, at se konkurrencen fra Amazon som en katalysator til at blive skarpe frem for en lejlighed til at frygte det værste.
Amazon er effektiv – så det er du også
Amazon er lige landet i Sverige, og det er kun et spørgsmål om tid, før der bliver rykket rundt på markedsandelene i detailkæderne.
Hos Foreningen af Dansk Internethandel viser en undersøgelse anno 2020, at over halvdelen af de danske virksomheder ser Amazon som en trussel. Mange ser dog også Amazon som en mulighed for at øge salget, fordi de netop kan sælge deres varer via selvsamme kanal.
Amazons tilstedeværelse på vore breddegrader kommer til at udfordre vores marketingstrategier, og vi bliver nødt til at se på vores værktøjskasse for at sikre os, at vi er klar til at overleve.
Det handler i mine øjne om at være effektiv. Amazon udfordrer vores evne til at være agil, til at reagere på pludselige forandringer i markedet og på at skabe kampagner på kort tid.
Er dit økosystem optimeret til Amazons indtog? Flyder samarbejdet på tværs af organisationen og eksternt med freelancere og bureauer, så I føler jer effektive nok til at kunne levere – med eller uden Amazon som platform?
Content alle vegne
I gamle dage, da content var king, havde man meget indhold og man var skarp på sin søgeordsstrategi. Nu er der for meget indhold, og indhold skal skabe tillid.
Det skal være relevant. Det skal have kvalitet. Det skal være nemt at finde frem, og lettere at genbruge om nødvendigt. Og så skal vi anerkende, at vi ikke er de eneste indholdsproducenter.
Udfordringen er, at der findes så mange touchpoints derude, hvor kunden leverer brugergeneret indhold, som f.eks. anmeldelser og kommentarer. Det indhold skal marketing have fat i.
Det drejer sig om at blive dygtig til at finde indholdet på tværs af kanaler og så samle det, bearbejde det og udsende det i de kanaler, hvor man forventer at møde kunden.
For du skal møde kunden, hvor kunden er, før kunden overhovedet gør op med sig selv, om prisen, leveringen eller den samlede købsoplevelse er afgørende. Og gerne før kunden overhovedet tænker på Amazon. Content er alle vegne, og det er kunden også.
Lær af Amazon
Er der en ting, som Amazon har lært os, så er det, at vi skal omfavne kundens stemme. Her har giganten tæsket os alle sønder og sammen.
Det virker mere troværdigt med tonsvis af brugeranbefalinger end tonsvis af lovprisende ord fra producenten selv. Det har vi efterhånden indset; vi har lært af Amazon så at sige.
Det brugerdrevne indhold er en produktion, som vi skal udnytte bedre. Det begynder med smidigere processer, og det drejer sig om at få samlet overblikket et sted.
Rent strategisk drejer det sig om at kvalitetssikre det indhold, som kunderne leverer. Der skal sorteres i mængden, og det kræver i første omgang overblik. Det er her, teknologien skal være din hjælper.
Få optimeret dit cockpit
Historien om vaffeljernet er historien om time to market. Det er historien om moderne teknologier. Og det er historien om, at de to emner er konkurrenceparametre, som vi kan have en indflydelse på selv.
Og fordi kompleksiteten er enorm. Fordi der er indhold alle vegne. Fordi samarbejdet er spredt. Og fordi kampagner er underlagt arbejdsrytmer og traditioner, som Amazons hurtighed udfordrer maksimalt, må man som marketingansvarlig i gang med en analyse:
- Hvordan får vi overblikket over de kanaler, som kunderne befinder sig på?
- Hvordan udnytter vi indholdet struktureret?
- Hvordan skaber vi effektive processer, hvis time to market skal tackle Amazon?
Teknologien kan komme marketingafdelingen til undsætning i form af en central platform, et cockpit, der indsamler informationen digitalt og kommunikerer med andre systemer.
Der er mange muligheder for at forbedre sin time to market. Det afgørende er, at vi ser ankomsten af Amazon som en katalysator, der afkræver, at det bliver gjort nu. Så vær ikke bange for Amazon, vær forberedt.