KLUMME: Jeg elsker sex – det er et grundlæggende menneskeligt behov og et greb vi i kommunikation stadig den dag i dag ved sælger, når det er anvendt i de rigtige doser.
Men som med alt andet er der grænser, og der er forskel på tiltrækning og lummer omgangstone – stor forskel.
Hvor der i mange brancher kun er sex i luften til julefrokosten, er der i kommunikationsbranchen en uformel tone og et kreativt spændingsfelt, som gør, at det altid er lidt tilstede. Lad mig forklare…
Der var engang en mandlig kollega, som bundalvorligt sagde til mig, at der jo var grænser for, hvor længe han kunne gå og kigge på mig, og om der ikke snart skulle ansættes nye/flere kvinder. Der var en klar overvægt af mænd i firmaet, og i begyndelsen tog jeg pr. automatik feminist-kortet frem, snakkede med mine veninder i samme felt og vi hidsede os op, for ”Hvad bilder han sig egentlig ind? Det handler sgu da ikke om kønnet og går du i øvrigt og tjekker mig ud?! På en arbejdsplads. Seriøst?!”
Og selv om jeg om nogen ved, at der stadig desværre er ret så mange kønsbestemte problematikker i vores branche, bør jeg spørge mig selv i denne situation, om der så helt konkret var anledning til, at jeg blev så stødt over dette?
Det korte svar:
Nej, for jeg havde selv efterspurgt en ærlighed og ønskede at være en af drengene.
Det semikorte svar:
Nej, det er da super fedt, at han både respekterer mig som attraktiv kvinde og som faglig sparring. Havde der været tvivl om det sidste, havde det været en anden situation, det er klart.
Det lidt længere svar:
Helt konkret gik der et par dage, hvor jeg summede over det, og da jeg kiggede lidt indad, forstod jeg ham jo faktisk alligevel godt.
Dagen før han kom med sin udmelding til mig, havde en kvindelig kollega fortalt mig, at hun savnede en mandlig kollega, hun kunne være lidt bureaukæreste med (en tryg flirtende, uskyldig kollega, som gør, at man performer bedre).
Jeg har selv haft op til flere af de slags ”kærester” på arbejdspladser eller dygtige kon-kollegaer fra branchen, som jeg flittigt bruger til at få bekræftelse og afkald på frustrationer, man ikke kan tillade sig at læsse af på andre derhjemme, så jeg forstod hende med det samme: Hun manglede en ny ”mandlig” energi.
Og det er jo det samme…
Desuden måtte jeg jo også erkende, at jeg da ikke har noget imod at mine kollegaer nyder ens selskab og bemærker, at man gør sig repræsentabel – og at jeg selv nyder at betragte dem.
Jeg ser ikke noget forkert i, at jeg ofte finder både kvindelige og mandlige kunder og kollegaer tiltrækkende, når de enten ser super skarpe ud, overrasker mig med spændende ny viden eller brænder for deres felt – det smitter mig og det er i min optik vigtigt, at der på den måde er ”sex” i luften, som kun gavner en arbejdsplads betydeligt.
Ikke mindst i forhold til den kreative og produktive energi, som gør at vi i perioder kan holde ud at arbejde i måske en af verdens mest krævende brancher (okay, I know – men tæt på).
Så næste gang jeg pr. automatik lige hidser mig op, vil jeg lige vende det et par grader mere, og så ellers naturligvis gøre noget ved det, hvis der er en grund, og ellers måske glædes lidt ved, at den uskyldige energi er god, så længe det er sagt med respekt for min faglighed.
Sex i luften er først et problem, når det påvirker arbejdsindsatsen negativt. Alle ved at sådanne konflikter kan blive noget værre rod. Men sex er sundt – så lad os bare embrace det lidt mere i hverdagen og nyde, at vi er i en branche med så mange skønne mennesker at lade sig inspirere af.
Sara Rosa Oppermann understreger, at hun ikke opfordrer til grænseoverskridende adfærd – og at alt hun skriver er baseret på egne erfaringer og reflektioner.
Af Sara Rosa Oppermann