DEBAT: Jeg hørte for nylig en podcast, hvor reklameguruen Peter Wibroe kritiserede reklamebranchen i dag.
Hans pointe var blandt andet, at meget af det vi ser i dag, slet ikke har noget at gøre med reklamer.
Det er bare salgsgas. Køb, køb, køb.
Reklame skal ramme følelserne, men det gør de ikke i dag. Det skal da lige være en følelse af irritation.
Måske er det derfor, at der ifølge en lang række internationale analyser og studier har været faldende effekt af marketingkronerne? Alt for mange virksomheder tænker alt for kortsigtet, når det kommer til deres markedsføring og branding.
De bedste brands (fra kommunikativt perspektiv) er efter min mening dem, som kunderne af egen fri vilje har lyst til at følge for inspiration og engagere sig med.
De brands som viser, at de er meget mere end et produkt. De skaber deres eget univers og identitet. Og de bliver deres eget medie og udnytter de digitale muligheder, der findes i dag til at udkomme med stærke fortællinger.
Deres website ligner et mediehus’. De producerer videoserier og podcasts. De portrætterer inspirerende mennesker. De laver animationer og motion graphics. De udgiver måske endda egne publikationer. Og deres sociale medier eksekveres kreativt og professionelt.
Patagonia er selvfølgelig i en klasse for sig. Jeg tager mig selv i at sidde og se deres videoer om fluefiskeri eller fridykning (selvom jeg hverken fisker eller dykker), fordi de er så velproducerede. Andre eksempler er Nike og The North Face.
Jeg ved jo godt, at det i bund og grund er reklamefilm, men jeg er ligeglad, fordi indholdet er så godt. Og det virker, for i mit klædeskab er alle brands at finde.
I mindre skala er den danske herretøjsforretning Goods endnu et godt eksempel på et brand, som bygger stærke fortællinger på egne kanaler, som deres kunder kan spejle sig i og finde inspiration i.
Senest har de lanceret en ny portrætserie, som er redaktionelt og visuelt gennemført med en meget subtil connection til deres egne produkter.
Ikke kun consumerbrands
Men det gælder ikke kun B2C-brands. Det er mindst lige så relevant for B2B-virksomheder. Mange af dem har bare ikke fået øjnene op for det endnu.
Men retter du blikket mod USA, ser vi, hvordan virksomheder som Squarespace, Andreessen Horowitz eller Mailchimp gør det mindst lige så godt som de store B2C-brands.
Mailchimp gør det eksempelvis fantastisk. En marketingplatform der gør det muligt at distribuere budskaber bredt.
Men Mailchimp gør meget mere end det. De hjælper nemlig ikke bare deres kunder med at udkomme med budskaber – de gør også et gennemført stykke arbejde med deres egen storytelling.
De har i dén grad forstået at vise mennesket bag virksomheden i flere forfriskende og indbydende formater.
Gennem podcasts, animationsvideoer og videoportrætter, der alle fokuserer på den entreprenørielle ånd, har de formået at skabe en levende historiefortælling, der går ud over deres produkt, og som stadig indkapsler deres mål om at hjælpe de små virksomheder.
Der er konkurrence om vores opmærksomhed og de brands, som får den, er dem, der formår at være mere end bare produkter.
Ved at fortælle historier, som engagerer deres målgrupper, skaber de tillid og loyale kunder, som køber deres produkter pga. det univers og værdier, de repræsenterer.