DEBAT: Under de rette omstændigheder har alle evnen til at få gode idéer. Det mener de fleste, blandt andre Simon Sinek, Lene Tanggaard (“… det ikke kun er forbeholdt den kreative klasse at være kreativ. Kreativitet er noget, man kan lære”) og mange flere – mig selv inklusiv.
Men evne er ikke nok, der skal også være plads til idéen – ikke i markedet, men mentalt.
Dengang jeg trænede kampsport, trænede vi blandt andet Tachi-gatame-waze (transportgreb), hvor man kun påfører Uke (modstanderen) smerte i den ene arm, hvilket resulterer i, at han/hun ikke kan bruge den anden.
Der er simpelthen ikke plads til det i hovedet. Al fokus er et andet sted.
Det samme gælder kreativitet og idéudvikling. Den kreative proces er i sig selv en mentalt krævende øvelse, og de fleste ved, at man ofte står på en emotionel rollercoaster, hver gang man begiver sig ud i en ny kreativ udviklingsproces.
Hvis hovedet er fyldt med bekymringer, frustration, utryghed eller andre negative følelser og tanker, er det umuligt at komme på andre idéer end dem, der fjerner smerten.
Det kreative arbejde bliver dermed en ren kognitiv øvelse, som ikke bliver præget af følelser og resulterer derfor i en ret tynd kop te. For det, der er skabt med følelser, vækker følelser.
Den gode idé skal skabe værdi og ikke kun klask på låret
Det kreative miljø er i dag, helt naturligt, præget af en performance-kultur, hvor ikke kun salgsafdelingen bliver målt og vejet for deres arbejde, men også de kreative medarbejderes produkt skal skabe håndgribelige resultater.
Kreative hyldes ikke længere blot for at komme med sjove idéer, payoff’s der rimer eller flotte designs. Og med god grund.
Vi lever trods alt i 2020’erne med alle muligheder for at måle, om markedsføringen virker, og det kreative arbejde skal naturligvis være en del af det, der får tallene til at bevæge sig i den rigtige retning.
Det er de fleste kreative klar over og enige i. Men timeregistrering, performance reviews, overvågning og ledere, der “motiverer” ved at svinge pisken frem for guleroden, er med til at fylde de kreative medarbejderes hoveder med alt andet end gode idéer.
“Creative people don’t work at a steady pace. They produce in bursts – sprints that follow false starts, daydreams, and dead ends.” – Adam Grant.
Det betyder ikke, at alle skal pakkes ind i vat og ikke konfronteres med dårlige idéer og sløje resultater, men usikkerheden om at være dygtig nok, hurtig nok og generelt performe skal lederen fjerne.
Skaber idéerne ikke de ønskede resultater, skal det resultere i yderligere opbakning, motivation og tillid og ikke i en lav score på medarbejder-performance-indekset. For så er det netop dét, personen er optaget af, og ikke hvordan man får den næste gode og effektfulde idé.
Men hvad så med tallene?
Vi skal jo netop måle på, om det kreative arbejde skaber de resultater, vi ønsker. Naturligvis skal vi det!
Men performancetal, CPC, CPL og lignende skal først smides på bordet, når alle har forladt den kreative slagmark.
Ellers bliver den kreative proces fordærvet af tal frem for idéer. Som Rolf Bach Christensen siger, er der “… generelt behov for langt mere content i et højere tempo end tidligere”, og derfor har de arbejdet med at generere idéer hurtigere.
Men hvordan sørger vi for, at idéerne kommer hurtigere?
Deadlines skal nås og budgetter overholdes, men risikoen for at ende med et overforbrug af timer, lunkne idéer og flade koncepter bliver ikke mindre af at skabe en big brother bureaukultur.
På samme måde som årsregnskabet ikke bliver bedre af at stirre på tallene i e-conomic, bliver kreative mennesker ikke mere effektive og nyskabende af at få at vide, at de skal skynde sig at være kreative.
Den kreative leder skal motivere, inspirere og vise vejen – men inden da skal vejen banes og fejes for alle bekymringer, frustrationer, utryghed, usikkerhed og tvivl. Der skal skabes trivsel og ro i sindet, for det er forudsætningen for, at den kreative motor kører og kører stærkt.
Lederen skal skærme og tage ansvaret for budgetter, administration, kundekonflikter, skiftende deadlines, utilfredse leverandører osv. – ikke medarbejderen. Medarbejderen har til gengæld ansvaret for at levere det bedst mulige kreative produkt inden for den tid, der er afsat.
Men intet andet.
Kreativiteten skal være drevet af nysgerrighed, passion, lyst og leg og ikke frygten for ikke at levere varen. Er den det, bliver varen til gengæld leveret – og sandsynligvis også hurtigere.
Det kræver tillid og en smule mod at give slip på kontrollen. Men når produktet er gode idéer, er vi nødt til at stole på, at det produkt rent faktisk bliver bedre og hurtigere færdigt ved ikke at skynde på folk, men ved at stole på dem.
Hvad med at måle lidt mindre på timeforbrug og lidt mere på trivsel? Så tror jeg nemlig på, at man kan måle en effekt, der giver alle ro i sindet og sorte tal på bunden.