DEBAT: I den seneste tid er det blevet hyper-populært, at tale om autenticitet. Desværre virker det som oftest mest af alt som bullshit-bingo i en verden med alt for meget bullshit-bingo.

Måske er det ikke så mærkeligt, da begrebet er komplekst.

Ikke desto mindre bidrager vores ringe forståelse til, at vi måler på forkerte parametre, men synes at acceptere mellemregninger som engagement rates fordi vi har en anskuelse af, at en dybere forståelse er for omkostningsfuld og sådan ender vi i en kultur, der drives af facade-forklaringer.

Det er på en måde uretfærdigt, at desto mere data, vi kan akkumulere, desto højere bliver forventningen af forklaringsgraden.

For data giver ikke de facto forklaringer, tværtimod giver det oftest anledning til kompleksiteter, som gør forklaringer mere besværlige.

Og så opstår facade-forklaringerne, som forklarer noget andet, end det svar vi søger, men det bliver acceptabelt, fordi vi ikke selv kender svaret.

Data-afhængige

Det var nemmere dengang, vi kunne sælge det meste med de rette talegaver og ikke var afhængige af data.

Men vi er afhængige af data, og vi har oftest mere data, end vi selv forstår og etisk kan forsvare. Med andre ord er mængden ikke problemet, men analysen.

Vi bruger en-til-en data, der kan overføres fra datapunkt til forklaring helt uden analyse og derfor kan det være svært at forstå, hvordan vi kan måle på eksempelvis autenticitet, der kræver multiple analyser af komplekse data.

Inden jeg gør mig uvenner med nogen, bør jeg nævne, at jeg oplever, at det i højere grad forsøges at gøre op med facade-syndromet, men som kvalitativ forsker er det min vigtigste rolle at forsørge at forstå og forklare komplekse begreber.

Efter cirka fem års forskning er jeg blandt andet kommet frem til, at vi måske kan måle mere præcist på autenticitet uden det behøver at være urentabelt eller filosofisk – om end jeg selv startede min søgen hos Kierkegaard, er også jeg kommet videre.

Til at forsøge at diskutere autenticitet vil jeg så alligevel starte ydmygt med Kierkegaard, der beskriver, at det autentiske menneske, er det menneske, der tror på Gud, fordi han faktisk tror på Guds ord, og ikke fordi han er bange for straffen ved ikke at tro.

På den måde deler Kierkegaard mennesket op i det autentiske og ikke autentiske menneske ved at gribe i den reneste, nemlig Gud.

Dermed lægger han også ansvaret væk fra mennesket, autenticitet findes ikke hos mennesket selv, men i Guds ord.

Problemet er bare, at vi ikke længere tror på Gud og i stedet for at gå i kirke, tager vi på Kimonoen for at finde vores sande jeg.

Ansvaret ligger hos os, ikke hos Gud. Sådan er vi konstant på arbejde og opererer i en konkurrencestat, hvor autenticitet er en mangelvare, og hvor det handler om at være mest af det hele, for de fleste, hele tiden.

Tre elementer

Men at finde det autentiske i en konkurrencestat er en opgave, der i dens rene natur er uopnåelig, fordi det kommercielle de facto ikke opfattes som autentisk, men som merkantilt. Alligevel forsøger vi, og jeg håber, at denne anskuelse kan hjælpe.

Autenticitet kan anskues ud fra tre elementer:

  1. Objektivitet
  2. Konsistens
  3. Konformitet

Objektivitet er den autentiske opfattelse af det sande: Et eksempel er Champagne.

Den skal være fra Champagneregionen, det er bestemt og giver prædikatet Champagne et objektivt autentisk image.

Hvis man skal angribe noget mere komplekst, kunne det være Home-kædens nye reklame, hvor der bliver læst rigtige breve op fra rigtige børn til rigtige forældre; at de er rigtige, giver os en objektiv forståelse af, at dette afspejler virkeligheden.

Her skabes den objektive opfattelse gennem sammenhængen mellem tid, sted eller personer hvorfra vi vurderer, hvorledes det er en sand historie eller ej. Konsistens er i modsætning til det objektive forankret i det subjektive.

Nelson Mandela er autentisk, fordi han er konsistent i hans holdninger, som bygger på, hvad der anses for at være en oprigtig interesse.

Det oprigtige påvirkes som oftest af følelsesmæssige parametre, for Nelson Mandela er det klart, hans barske historie giver os en tro på, at han er oprigtig.

Den konsistent opfattede autenticitet påvirkes altså på baggrund af interne overbevisninger og eksterne tilkendegivelser.

Et reklameeksempel TV2’s ”Alt vi deler”, der binder os sammen gennem rørende historier, og da vi i reklamen bliver præsenteret for Knud, som har redet Annas mand, er vi overbeviste, og anerkender den eksterne tilkendegivelse, at vi faktisk deler noget med hinanden.

Det tredje element er konformitet, der er forankret i vores sociale opfattelse af, hvad der er “rigtigt” at gøre.

Eksempelvis har vi en klar forståelse af, hvordan en rigtig studerende lever, derfor, når vi portrætterer en studerende, viser vi for eksempel, at hun spiser pasta til middag. Der giver os en autentisk oplevelse af, at der tales om en “rigtig” studerende.

Denne form for autenticitet er stærkt sammenhængende med kultur og historie, som vi baserer vores anskuelser på.

Det er også derfor, at Telmore når selskabet portrætterer dets charmerende telefonsælger, portrætterer en ung blondine, der mest af alt ligner en stewardesse fra 80’erne og rammer vores fordom, om hvordan en telefonsælger ser ud, så vi tror på universet.

Målrettet arbejde

Når vi deler autenticitet op i de tre elementer, giver det mulighed for målrettet at arbejde med autenticitet, for at anskue autenticitet som mindre abstrakt og giver anledning til at udregne målrettede KPI’er, der tager udgangspunkt en grundforståelse af begrebet.

Men du har ret, når du tænker, at det ikke giver mulighed for at måle en-til-en på autenticitet. Det kan man ikke, men vi kan udpege individuelle datapunkter, som kan analyseres og strategisk redegøre for autenticitet med mere end bare, at det skal virke oprigtigt og således træde ud af facade-syndromet og arbejde validt med begrebet.

Når det er sagt, er det slutteligt vigtigt at nævne, særligt for mig, så jeg kan bevare min autenticitet som forsker, at dette er en forsimplet forklaring, men hermed en invitation til at dykke dybere ned i analysen.