Det kan være grænseoverskridende for topchefen at stille sig frem i rampelyset med alt, hvad det medfører. Jeg forstår det egentlig godt. Det er jo virksomheden eller sagen, det handler om. Ikke personen. Eller hvad?
Faktum er bare, at kommunikation i dag er en vigtig del af jobbet for topchefen.
Sådan har det nok altid været, men i en tid med brusende nyhedsstrømme og et bombardement af budskaber har det aldrig været sværere at trænge igennem støjen, skille sig ud og blive husket.
Her spiller topchefen en afgørende rolle. Topchefen er virksomhedens talerør, ansigtet udadtil og har kolossal indflydelse på virksomhedens brand.
Tiden, hvor topchefen leverede et citat til en pressemeddelelse, når der en sjælden gang imellem var en nyhed at fortælle, er long gone. Der er i dag nogle helt andre forventninger.
Næsten syv ud af 10 danskere mener, at topledere bør tage føring med at skabe forandringer i samfundet, viser en undersøgelse fra Infomedia.
Og for nylig kunne man læse i Edelman Trust Barometer 2021, at 86 procent forventer, at topchefer udtaler sig om samfundsmæssige udfordringer. Kort sagt vil vi se personerne bag virksomhederne – vi vil vide, hvad de kæmper for, hvad deres værdier er, hvordan de tager ansvar og påvirker dagsordenen.
Det, man husker
Medier og journalister drages også af topchefer, som rent faktisk tør sige noget, fortæller personlige historier og ikke blot gentager præ-fabrikerede og polerede budskaber fra kommunikationsafdelingen.
Læserne vil naturligvis også langt hellere læse, lytte og engagere sig med personer frem for virksomheder.
Det er jo personerne, vi husker. Det menneskelige. De skæve citater. Og anderledes betragtninger.
Hvornår husker du en artikel om en virksomhed? Det kan du sikkert ikke, men du husker interviewet med topchefen, som kiggede væk fra driften og nøgletallene et øjeblik, blandede sig i debatten og fortalte, hvad han/hun kæmpede for.
Det betyder selvfølgelig ikke, at alle Danmarks topchefer nu skal til at vise deres køleskab, have en mening om alt mellem himmel og jord eller deltage i næste sæson af Vild med dans. Nej, men de er nødt til at prioritere deres fortælling.
De gode eksempler
Der er mange gode eksempler på topchefer, som gør det godt.
Mads Nipper, adm. direktør i Ørsted, var kongeeksemplet på CEO Activism i Grundfos og gjorde, at virksomheden blev kendt for andet end ventiler og pumper.
En anden, mindre eksponeret CEO, der er enormt dygtig til ekstern kommunikation, er Jeppe Rindom fra fintech-virksomheden Pleo. Han kommunikerer meget sjældent om betalingskort, kvitteringer eller Excel-ark, som ellers rimer godt på Pleos forretning.
Nej, hvis han gjorde det, havde jeg formentlig aldrig hørt om hverken ham eller Pleo, selvom de nu gør det rigtig godt.
Jeppe Rindom har holdninger og tør blande sig i samfundsdebatterne og tale om iværksætteri, ledelse, politik eller mangel på IT-specialister. Og han tør åbne op og vise mere personlige vinkler og de værdier, der driver ham.
En god forretning
De bedst kommunikerende topchefer gør det naturligvis ikke kun i de redaktionelle medier. De bruger deres egne kanaler til at udkomme med holdninger, budskaber og historier.
Det gamle ordsprog med ”den der lever stille, lever godt” går kort sagt ikke i dag, hvor virksomheder hele tiden er nødt til at kommunikere, hvordan de bidrager til samfundet. Samtidig er der kamp om at rekruttere de bedste hoveder, og det kræver et eksponeret og stærkt brand, og her er topchefen utrolig vigtig.
CEO Activism er ikke bare en blød omgang humanistisk sludder for en sladder. Det er god forretning.