Vil jeg være venlig at holde min kæft

Man bliver s’gu forvirret. Det minder lidt om, når tømrermesteren laver løjer med lærlingen og beder om venstrehånds-skruetrækkeren.

Mon ikke man sagtens kunne bede en kollega på reklamebureauet om lige at finde content-katalysatoren? 

Jeg er sikker på, at de fleste lige ville tjekke på serveren, inden de spurgte mere ind til det. Det er en jungle.

Jeg har hørt mig selv sige masser af ting i et mødelokale, som nok ikke burde være kommet ud af min mund.

Jeg har talt om ”funnels” og ”pipelines” uden at ane, hvad der er hvad. Eller er det det samme? Jeg ved det ikke.

Og bagefter har jeg set mig selv sidde og nikke anerkendende, når nogen siger, at vi skal putte ”snackable content” ind i den pipeline.

I virkeligheden er det heller ikke en stor del af mit job. Problemet er bare, at jeg uden at blinke bare lader som om, at jeg også er ekspert i det, og i øjeblikket overbeviser jeg mig selv om, at jeg da sagtens kunne skrive en bog om funnels fyldt med snackable content. 

Min farfar sagde noget klogt, da jeg var barn: Man skal ikke give gode råd, hvis ikke man er blevet spurgt eller får penge for det.

Den vil jeg så gerne lige udvide til, at man heller ikke skal give gode råd, hvis man ikke ved, hvad man taler om. 

Det her mødelokale-cirkus kan jo give enhver reklamekriger et nervesammenbrud. Når jeg hører en ny vending, så lader jeg tit som om, jeg ved, hvad det betyder.

“Phygital? Ja ja, det har jeg da hørt om”. Mens jeg googler løs på smartphonen under bordet og finder en artikel om det på Contagious. 

Og selvfølgelig er jeg på Clubhouse. “Det er super fedt med det der lyd… øhh.. podcast? Nej nej, ikke podcast. Selvfølgelig. Socialt lydnetværk. Præcis. Superfedt,” siger jeg, mens jeg er ved at kløjs i min danskvand med citrus. 

Jeg er skidebange for ikke at kunne følge med og blive en fortabt boomer i en alder af 32. Eller nårh nej, nu er det faktisk blevet boomer-agtigt at sige boomer. Pis.

Og når jeg så også får at vide, at det nu heller ikke er cool at bruge emojis mere, skal I fandeme se mig skrive helt tørre sms’er, indtil jeg får andet at vide. Eller iMessages. Ikke sms’er, selvfølgelig. 

Nogle gange hører jeg også mig selv sige noget, jeg selv synes er rigtig klogt. Og nogle gange bliver det så klogt, at det faktisk ikke betyder en skid. 

De fleste kender nok det der med, at man læser eller hører noget, man føler, at man burde forstå. Og så lader man bare som om, at man gør. Det gør jeg i hvert fald. 

Sådan noget som: The only way to change is to change the only way. Bum! Power og pondus. 

Og det kunne i en snæver vending godt lyde som noget, en budget-Tony Robbins har sagt, men jeg har lige fundet på det, så det betyder ingenting.

Det er en stor omgang vrøvl.

Jeg har også set utallige analyser, og selv klappet i hænderne i begejstring, når der står noget à la “generation Z like to be inspired” på et slide. 

Og det er jo rigtigt, bevares. Og det ser jo også fedt nok ud, når det bliver sat i citationstegn i en præsentation oven på et baggrundsbillede af nogen, der står på skateboard i en parkeringskælder. 

Men jeg vil rigtig gerne øve mig i at holde op med at blive begejstret over den slags. 

Jeg er selv ved at blive immun over for mine egne flosker. Heldigvis. Og det tænker jeg også, at dem omkring mig er. 

Derfor har jeg også tænkt mig at begynde at holde min kæft med den slags og bare sige tingene, som de er. Og jeg er jo godt er klar over, at det er denne nysgerrighed for det nye, som skubber vores branche frem.

Men kan vi ikke ophøje nysgerrigheden og dræbe vores FOMO? Det ville være så dejligt, hvis det var okay lige at række hånden op og sige, at man ikke fatter en skid af, hvordan AI fungerer i praksis.

Eller lige markere næste gang man ser et af de der slides med et citat, man ikke forstår. Måske det ville skubbe branchen endnu mere? Det ville i hvert fald være dejligt befriende.

Mens jeg har skrevet dette, har jeg fået overbevist mit eget ego om, at det her jo må være et perfekt eksempel på thought leadership.

Og der gjorde jeg det igen.

For i virkeligheden aner jeg ikke, hvad thought leadership er. Så jeg stopper lige mig selv, og så kalder vi det bare, hvad det er.

En personlig holdning.

I maj-udgaven af Markedsføring vil vi gerne stille skarpt på det, som ingen i virkeligheden ved, hvad betyder. Har du eksempler à la ovenstående, så skriv til Uffe Jørgensen Odde på ufo@markedsforing.dk…