Med nærbilleder af et næsten fuldt udviklet foster i livmoderen og ordene: ”I dag bliver jeg født” er det danske bureau & Co. netop nu i luften med en ny film, der skal løse en vanskelig opgave: 

At skabe håb og tro på fremtiden og demokratiet hos 500 millioner borgere i 26 forskellige europæiske lande. Og få dem til stemmeurnerne ved Europa-Parlamentsvalget sidst i maj.

- Det er ikke en politisk kampagne. Det handler ikke om hvem eller hvad, vi skal stemme på. Det handler om, hvorfor vi stemmer, siger Johan Køhler, partner og tekstforfatter hos & Co.

LÆS OGSÅ: DET SIGER POLITIKER OG VALGFORSKER TIL KAMPAGNEN

Men hvad har det med børnefødsler at gøre?

- Det mest intense håb, man kan føle, og den største vilje til at tro på en bedre fremtid, oplever man, når man får børn. Så i mit perspektiv stemmer vi, fordi vi er nødt til at stå sammen om de globale udfordringer, vi står overfor. Medmindre vi vil efterlade en dårligere verden til de kommende generationer. 

TV 2-film sikrede valget

Det danske bureau blev valgt til opgaven for godt syv måneder siden af European Broadcast Partners, som Europa-Parlamentet har en rammekontrakt med. Men ikke efter en pitch.

-  Vi blev spurgt, om vi ville, og vi blev valgt bl.a. fordi, man hos EBP havde bemærket vores arbejde for TV 2 med Alt det vi deler, siger Trine Aagaard Eisinger, partner og client service director på & Co.

Den godt tre minutter lange film er skabt i samarbejde med den prisbelønnede franske instruktør Frédéric Planchon, som & Co. valgte af flere grunde:

- Han står for en meget æstetisk og følsom stil, og han filmer selv, så det var ikke nødvendigt at stå inde på fødestuerne med et helt filmhold. Det var vigtigt i forhold til at komme tæt på i den meget sarte og sårbare situation, som en fødsel er, siger Trine Aagaard Eisinger.

Om oplevelsen siger den franske instruktør i en pressemeddelelse:

- Vi ser alt det håb og al den kærlighed, som møder de nyfødte. Alle de mennesker, der er med i filmen og som lukkede os ind i deres liv i de her afgørende øjeblikke, var fuldstændigt fantastiske. Det har været en ære og et privilegium at lave denne her film. 

Vild logistik og over 30 sprog

For at få det hele til at gå op i en højere enhed stod Frédéric Planchon stand-by i henholdsvis Danmark, Grækenland, Tjekkiet og Ungarn over en periode på 15 dage og ventede på fødsler - for at få det helt rigtige materiale.

- Fødsler kommer jo ikke altid, når man selv synes, det ville være passende, så på de ni optagedage, det endte med, var nogle dage mere hektiske end andre. Enkelte dage var der fx tre fødsler, andre ingen, fortæller Trine Aagaard Eisinger.

Kommer filmen her kun til at køre online og på sociale medier?

- Nej, der kommer flere forskellige versioner ud og på forskellige sprog, siger Emil Towity, mediestrateg hos & Co. og tilføjer:

- En målgruppe på 500 millioner europæere gør det nødvendigt at kombinere TV, biograf, print, PR, social media - og Europa-Parlamentets tusindvis af partnere og frivillige for at få det maksimale tryk og opmærksomhed omkring budskabet. 

Filmen kommer således i en tre-minutters udgave til digitale og sociale medier – på 33 sprog, i en TVC-version på 30 sekunder til 26 lande – og i en biografversion  på 35 sekunder til omkring 7.000 europæsiske biografer.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

En uvis verden

Kampagnen skal ifølge Johan Køhler levere et budskab om håb i en tiltagende uvis verden. 

- Derfor er det også netop fødsler og fødselsøjeblikket, der er centralt i filmen: Det er her vi finder symbolet på, at tiden og den langsigtede indsats er vigtig, hvis vi skal løse de store globale udfordringer.

- Det handler om håb og tro på den fremtid, som vi netop ikke er alene, men fælles om. Eller som den lille pige siger det i filmen: “From the second we come in to this world, we’re in it together”.

Se filmen herunder - New Land/Academy Film har stået for produktionen.