I starten af november kunne Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden fortælle om en gedigen succes med filmen ”Venskabet” - en ni minutter lang sag, der stik imod flere uskrevne regler for SoMe-content slog overraskende stærkt igennem hos målgruppen.

Men et ganske bestemt spørgsmål blev ved med at poppe op i kølvandet på den første film, så nu har partnerne, sammen med det kreative bureau The Unicorn, sendt en to’er i luften.

I den første film fik vi historien om Casper – en ung fyr, der havde fået malet sig selv op i et økonomisk hjørne. Han havde ikke længere råd til at tage i byen og dyrke andre forlystelser og endte derfor med at trække sig fra vennerne.

Filmen blev fortalt fra vennernes perspektiv, og Casper selv mødte seerne aldrig. Men det gør vi nu:

Den nye film, der er produceret af Bacon og instrueret af Cecilie McNair, foregår således i samme tidsrum som den første film. Men nu fra Caspers synsvinkel.

Hvad skete der med Casper?

- Hele filmen igennem følger vi Casper - og kun Casper - mens han har buret sig inde i sin lejlighed, og verden omkring ham prøver at nå ind til ham med opkald og sms’er, siger Mette Hørdum, der er Managing Partner i The Unicorn.

LÆS OGSÅ: REKLAMEFILM BRØD USKREVEN REGEL - OG RAMTE PLET.

Og idéen? Ja, de kom fra de unge i målgruppen, der havde set den første film:

- Det virkede næsten for oplagt. Men da flere og flere unge, både på sociale medier og til events ude på skolerne begyndte at spørge ”Hvad skete der med Casper?, så kunne vi ikke lade være: Vi sagde ”Hvorfor gør vi ikke præcis det samme, bare med omvendt fortegn?” Og så vendte vi det hele 180 grader, fortæller kreativ direktør Peter Metcalfe fra The Unicorn og tilføjer:

- Den store kunst var at få det til at spille med én person på én location, og næsten uden dialog, så stor ros til Bacon og Cecilie McNair, som formåede at fortælle Caspers historie og følelser med så enkle virkemidler.

Tabu og refleksion

Hos Forbrugerrådet Tænk siger kampagnekonsulent Nikoline Agger, at man på grund af den første kampagnes store gennemslagskraft og engagement valgte at rykke hurtigt sammen med bureauet:

- Vi kunne jo se, at vi med vores kampagne i efteråret fik sat gang i refleksion og samtale om økonomi blandt unge. Men at bryde et tabu er ikke gjort med et enkelt kampagnenedslag. Vi skal blive ved at minde om, hvor vigtigt det er at tale om økonomi, siger hun.

Og håbet er nu, at den nye film med Caspers perspektiv kan få endnu flere unge til at tale om eventuelle økonomiske problemer:

- Hvis vi skal opnå det, skal vi allerførst have de unge til at reflektere over, hvad der reelt er på spil, når pengene ikke slår til. Det var Venskabet god til. Det håber vi også, at Caspers historie vil være, siger Nikoline Agger.

Langsomt og intenst

Den første film Venskabet varede i over 9 minutter, og den nye over 6 minutter. Samtidig er tempoet usædvanligt for film, rettet mod unge på sociale medier. Eller som Mette Hørdum udtrykker det:

- Man kan sige, at vi er gået fra at lave en stille og langsom film, til at lave en meget stille og langsom film.

LÆS OGSÅ: REKLAMEFILM BRØD USKREVEN REGEL - OG RAMTE PLET.

Men det giver rigtig god mening, lyder det fra TrygFonden:

- Erfaringerne fra den første film viser jo tydeligt, at unge rent faktisk godt vil bruge 9 minutter på en film, hvis den er relevant og godt fortalt, siger Julian Henlov Jørgensen, der er kommunikationskonsulent i fonden og tilføjer:

- Og netop fordi vi ikke kører fuldt drøn og hurtige budskaber på 30 sekunder, så har vi muligheden for at bruge tid på at komme ind under huden på karaktererne - og vise hvilke konsekvenser, det kan få, at økonomien er i kaos.

Og lige præcis dét er en vigtig pointe hos The Unicorn:

- Vi har skabt The Unicorn på ambitionen om at skabe fortællinger, der er folks tid værd. Og hvis indholdet og kvaliteten er god nok, så vil man også gerne bruge tid på reklamer, siger Peter Metcalfe og tilføjer:

- Det lykkedes med den første film ”Venskabet”, nu bliver det spændende at se om det også lykkedes med ”Venskabet – Den anden side”.

Se den nye film, der netop er gået live, herunder - credits under filmen. Og vil du have et gensyn med det første, kan du få det her.

Credits

Afsender: Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden
Instruktør: Cecilie McNair
Bureau: The Unicorn
Kreativ: Peter Metcalfe
Kreativ: Thomas Pries
Client Service: Mette Hørdum
Produktionsselskab: Bacon
Executive Producer: Mette Jermiin
Producer: Laura Valentiner-Bohse
Producer Birgitte Rask
Fotograf: Sine Vadstrup Brooker
Production Design: Marie Boye
Klipper: Ogi Curcic
Komponist: Johan Carøe
Gademusik: Bensound.com
Tonemester: Johannes Rose
Belysningsmester: Morten Boserup
Belyser: Tue Hvidkjær
B-foto: Linda Laage
DIT/Video assist: Sospeter Ng’ang’a
Rekvisitør: Camilla Lüders Weile
Stylist: Rebecca Sigaard
Colorgrading: Hannibal Lang
Conform: Søren Knudsen
Post Produktion: Bacon X
VFX: Alex Dubrocard
Produktions Assistent: August Magnusson
Produktions Assistent: Nicholas Perry