Det er ikke hver dag man som dansk reklamebureau sender 30 mand til Vietnam i en måned for at stable en kæmpe influencer-kampagne - anført af en amerikansk film- og musikstjerne - på benene.

Det er ikke desto mindre hvad Virtue Nordic kan prale af at have gjort for Pernod Ricards rom-brand, Malibu.

Resultatet er blevet den globale kampagne ”Malibu Games” med singer/songwriter og skuespiller Nick Jonas, kendt fra bandet Jonas Brother og TV-serien Camp Rock, i front: En kæmpe sommerlegs-turnering under brandets kommunikations-platform #BecauseSummer, der blev lanceret i 2016.

I turneringen, der løb over tre dage, deltager +30 influenter, der blev fløjet ind fra bl.a. Storbritannien, Canada, Spanien, USA, Frankrig, Argentina og Korea, og udfordret af Malibu til at dyste i klassiske sommerlege med et twist.

Hele eventen blev filmet og er efterfølgende pakketeret til op imod 100 stykker videoindhold, der løbende er blevet udgivet - og stadig udgives og transmitteres - gennem Malibus digitale kanaler og via influenternes kanaler.

Har taget 11 måneder

Det var efter en international pitch-runde, at Virtue Nordic i september sidste år blev valgt som Malibus globale partner, og dermed fik opgaven om at udvikle og eksekvere en global sommerkampagne til rom-brandets 120 markeder verden over.

Noget af en mundfuld, og Malibu Games er da også den største opgave, som Virtue Nordic har skullet gabe over til dato.

- Man kan roligt sige, at dette er Virtues Nordics største produktion nogensinde. Vi var over hundrede mennesker på set i Vietnam, og det har taget godt og vel 11 måneder fra start til slut - fra kreativ udvikling til endelig post-production, siger Simone Quistgaard, der er Account Director på Malibu Games-kampagnen.

Selv har Virtue Nordic haft 30 ansatte i Vietnam i en måned for at stable Malibu Games-universet på benene med hjælp fra et 80 mand stort lokalt vietnamesisk produktions-crew.

- Når man sidder på et københavnsk reklamebureau, hører det til sjældenhederne, at man møder budgetter, der tillader en at bygge sportsarenaer i Vietnam, med en Hollywoodstjerne som vært og 150 mand bag kulisserne, siger Creative Lead Trine Qvistgaard.

Sætter ny standard

Malibus hovedmål med projektet er at skabe opmærksomhed omkring brandet i forhold til millennials, hvilket var en af årsagerne til valget af Nick Jonas som frontfigur - han har 15 mio. følgere på Instagram og har vist stor gennemslagskraft i forhold til målgruppen.

Og hos rom-brandet er der da også betydelig tilfredshed med samarbejdet med det danske bureau:

- Fra dag ét har Virtue Nordic delt vores vision om, at Malibu skal blive et globalt sommer-ikon, og vi har kastet os hovedkulds ud i det mest ambitiøse projekt, vi nogensinde har haft i Malibu, siger Johan Radojewski, der er Global Director of Communications hos Malibu, og tilføjer:

- Projektet har ikke kun været en stor succes i forhold til responsen blandt forbrugerne, men vi har samtidig også fået etableret en komplet ny og integreret måde at arbejde med vores kreative bureau, der sætter en ny standard for arbejdet i hele organisationen.

Og glæden over samarbejdet har været gensidig, siger Trine Qvistgaard:

- Malibu har været den bedste og mest modige kunde, jeg nogensinde har arbejdet sammen med. Fra dag ét valgte de at vise os 100 procent tillid til vores visioner - og at se kampagnen blive til, fra skitser på et whiteboard til færdige arenaer under Vietnams bagende sol, har været en fuldstændig fantastisk rejse fra start til slut, siger hun og tilføjer:

- En rejse og en kampagne som jeg er stolt af at have stablet på benene med så mange kompetente og gode folk fra hele verden.

Nervepirrende proces

Det er dog ingen hemmelighed at Malibu Games projektet har kostet blod, sved og utallige arbejdstimer at få ud over stepperne - og i kassen.

- Det har været en utrolig udfordrende, men også meget spændende proces. På så omfangsrig en produktion skal alt klappe, når der bliver sagt action. Så jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det til tider ikke har været nervepirrende. På grund af vores minutiøse forberedelser gik alt dog i sidst ende op i en højere enhed, siger Simone Quistgaard.

Om kampagnens betydning i forhold til Virtue Nordic siger Peter Stampe, der er Commercial Director på bureauet:

- Vi stikker allerede ud fra flokken af andre nordiske bureauer ved at have vores egen, og ganske omfangsrige, in-house produktionsenhed, men det er skønt at se, at vi kan afvikle produktioner af denne signifikante størrelse på den anden side af jorden. Det synes jeg, er ret unikt.

Se mere på kampagnesitet her - og se traileren til Malibu Games 2018 og første event-produktion herunder - efterfulgt af et par facts om, hvad der bl.a. er blevet brugt til projektet - herunder fx 22.000 bionedbrydelige vandballoner…

Trailer

Event

Det har parterne blandt andet brugt til Malibu Games-kampagnen  

  • Et helt luksushotel i Vietnam
  • 100+ personers produktionsenhed
  • 33 influencers fra ni lande
  • 15 tons rekvisitter og merchandise
  • 250 brandede håndklæder
  • 72 badedyr
  • 40 kilo bionedbrydlig konfetti
  • 10 tons oobleck (”slim”)
  • 22.000 bionedbrydelige vandballoner
  • 565 specialfremstillede brandede outfits inkl. 200 armbånd og 80 par solbriller