KLUMME: Dette er en personlig klumme. Det vil sige det er tanker, det personlige reflektioner om op og nedture fra min dagligdag i reklamebranchen. Hvis du vil læse om markedets udvikling, 10 gode råd til den digitale udvikling eller andet så læs ikke videre i denne følelsesladede klumme (så book til gengæld gerne et møde med mit nye bureau:-).  

Jeg har en indrømmelse: Jeg følte mig virkelig ikke særlig CEO-agtig, da jeg gik ud af døren i morges (mandag morgen, red.).

Må man godt sige det? Også når man er chefen for det hele og skal forestille at have styr på alting?

Jeg var i går aftes (søndag, red.) ude med tre nære veninder. Seje kvinder som arbejder i marketing- og reklamebranchen. Og under den obligatoriske runde-opdatering på job-fronten kom vi til mig, og de spurgte selvfølgelig spændt, hvordan jeg havde det med mit drastiske skift fra ansat til bureau-ejer?

Jeg besvarede fra hoften, at jeg var gladere end nogensinde før. Hvilket jeg også er, men mærker jeg mere efter, er sandheden jo, at jeg også i flygtige sekunder er pisse hamrende fucking nervøs, fordi jeg er sprunget ind i det nye år med mit eget nyopstartede bureau, og det fører en masse nyt og en masse tanker med sig.

Og hvorfor har jeg så behovet for at skrive det her nu?

Ganske enkelt fordi jeg synes, at det er vigtigt, at vi ledere ikke fremstår som helt ubekymrede powerhouses konstant, og fordi jeg tror på, at vi skal dele det med hinanden. Dele af det også kan være hårdt og godt på samme tid - også i de øverste lag.

Især her på Markedsføring, hvor vi læser om rigtig mange succeshistorier. For selvom jeg er sikker i min faglighed, så synes jeg også, det er vigtigt, at vi ikke prøver at spinne vores egen virkelighed til glansbilleder i reklamebranchen.

Så jeg indrømmer, at usikkerheden også kan ramme mig lige i solar plexus midt på en god dag i mine høje hæle og bag mine røde læber, når jeg lige minder mig selv om, at vi er oppe imod de dygtigste i et pitch.

Her handler det så om, at jeg accepterer fornemmelsen, og at usikkerheden, tvivlen og nervøsiteten kan bruges som en driver i stedet – at udnytte adrenalinen. Og det er altså bare nemmere at håndtere, når man ved, at det er helt normalt.   

I min optik er det vigtigt især i opstartsfaser som leder at fortælle, at man kan være nervøs, og man kan være fortvivlet, men at man også forsikrer sine kolleger om, at man bærer fanen højt, viser vejen og holder humøret oppe.

For mig er det et bevis på, at vi brænder for det, vi laver. At vi ikke er ligeglade. At vi holder af menneskerne i vores arbejdsliv og tager et rigtig stort ansvar. Noget som nogle af mine tidligere ledere har været rigtig gode til og andre har været dårlige til. Og forskellen har været mærkbar.

Og som sagt er jeg det meste af tiden ekstremt spændt og ikke mindst taknemmelig for, at jeg har mennesker, der tager springet med mig, og kunder som har turde at tro på os fra start.  

Men jeg er ikke bekymringsfri. Nogle gange tænker jeg: Hvad nu hvis det ikke går? Hvad vil folk tænke? Vil kunderne komme til os? Kan jeg lykkes med at tiltrække de dygtigste talenter? Hvad hvis jeg glemmer at betale momsen? Etc. etc.

Det handler om fællesskabsfølelse

Heldigvis er vi flere om opgaven, som skal tro på det sammen og som arbejder frem mod samme mål. Jeg kunne slet ikke forestille mig at have lysten til at gøre det uden dem.

Så hvad er det egentligt, bekymringen i virkeligheden bunder i?

Over gårsdagens middag med brancheveninder, hvor vi alle har haft stress og hårde mentale episoder tæt inden på livet i vores karrierer, faldt snakken også på, hvor vigtigt relationerne og teamet er på en arbejdsplads.

De gange, jeg har følt mig presset, er aldrig, hvor man har fejlet som team, eller i rammer hvor der ellers var et sundt miljø. En fornemmelse på en arbejdsplads skal helst være, at man vinder og taber sammen. Det var vi alle enige om må være forskellen.  

Så når jeg kigger mig i spejlet og tænker ”Du ligner sgu da slet ikke en CEO. Skynd dig ind og indrøm, at du bare er Sara”, ”Er det sådan at være voksen?”, ”Indrøm lige, at du ikke føler dig som en direktør, når du har gummistøvler på og nylonstrømper med huller i eller når du har hjertesorger på en søndag”, så er det vigtigt at huske på, det er helt normalt, fordi de ting sker.

Jeg er CEO. Men jeg er også en kvinde, og jeg er 30 år med alt, hvad der hører til. Og heldigvis tænker jeg oftest: ”Jeg føler mig stærkere end nogensinde, og jeg er ligeglad med, hvad der kommer min vej, for vi klarer det sammen” og netop ”sammen” er der, hvor den kæmpe forskel ligger – fællesskabet, vi skaber sammen.

Så mandag morgen sagde jeg til mine partnere:

”Jeg følte mig slet ikke som en professionel, da jeg stod på bussen med vådt hår i morges”. Og så grinede vi i 15 minutter og blev enige om, at sådan har alle normale mennesker det i virkeligheden nok. Efter et kvarters grinekramper knoklede vi på i samme båd, diskuterede fagligt i flere timer og blev endnu mere klar til at vise verden, ”at her kommer vi”.

Og det gør vi – for vi er dygtige sammen. Også selvom jeg nogle gange har huller i mine nylonstrømper.  

P.S.  Jeg vil meget gerne høre fra især kvinder i branchen med gode historier tanker eller lignende. Skriv endelig til mig på sara@heliconvalley.dk