Klumme: En smitsom sygdom har ramt LinkedIn. Jeg er begyndt at gøre alt for ikke at blive smittet. Jeg gør rent flere gange om dagen i mit nyhedsfeed ved at skjule indlæg og holde op med at følge personer, som tydeligvis er ramt af sygdommen.

Mine observationer viser, at sygdommen spreder sig. Jeg vil derfor gå så langt at kalde det for en epidemi.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

Jeg har ikke kunne lokalisere ”Patient Zero”. I stedet vil jeg dele mine tanker om, hvordan vi sætter en stopper for epidemien. Jeg har nemlig fundet en vaccine. Tilbage til den senere.

Jeg har på baggrund af mine observationer valgt at døbe epidemien for ”mig, mig, mig”. De typisk smittede udviser nemlig denne adfærd på LinkedIn:

Eksempel 1 er fra en virksomhedsside: ”Vi har landet 10 nye kunder i den her uge. Det fejrer vi med kage. #wonderfulfriday” (Som regel et billede af en kage eller en selfie).

Eksempel 2 er fra en person-profil: ”I dag har jeg været ude og holde foredrag for firma x. Der var utrolig god stemning.” (Som regel en selfie med mennesker, der vinker i baggrunden).

Eksempel 3 er fra en virksomhedsside: ”Vi har lige vundet endnu en Gazelle-pris. Det er vi super glade for” (Som regel et billede af prisen).

Som du kan læse, så har de smittede travlt med at tale om sig selv og egne bedrifter…

De tager udgangspunkt i en gammel og forældet kommunikationstanke, som fokuserer på dem som afsender og ikke deres modtagere.

Men LinkedIn har til formål at give verdens fagfolk mulighed for at etablere netværk, der kan gøre dem mere produktive og succesfulde.

Lever ”mig, mig, mig”-indlæg op til det?

Du gør hverken mig eller de 500 millioner andre brugere klogere ved at fortælle om dine triumfer. Vi vil langt hellere høre om vejen derhen.

De afsenderorienterede indlæg med nye kunder, foredrag og nyvundne priser er fortid. De tager kun højde for dine behov som afsender, og de lever således ikke op til LinkedIns formål, da modtagerne intet får ud af at læse disse indlæg.

Det gør dem hverken klogere, giver dem ny inspiration, viden eller skaber nye relationer.

Det er vaccinations-tid. Min vaccine bygger på min store inspirationskilde Christian Fuchs og hans web 3.0-definition: I et fællesskab bliver vi klogere. Vi skal sammen skabe nye forståelser og ny viden.

Du skal som brand og/eller person bidrage til fællesskabet ved at have fokus på dine modtagere. Dine indlæg skal laves for og til dem. Du skal fokusere på deres behov og problemstillinger. Du skal give brugerne mulighed for at blive mere produktive og succesfulde.

Det kræver, at du lytter til dine eksisterende og potentielle kunder. Hvis du lytter, så kan du fokusere på deres behov og problemstillinger.

Det er lige netop der, at den reelle værdi er. Og det er dét, de stærke brands og influenter formår at gøre på LinkedIn.

Så hvis du kan sætte dig i modtagerens sted og rent faktisk skrive om deres problemer, så vil du få mere end nytteløse likes på dine indlæg.

Det vil gøre dit brand til en troværdig og tillidsfuld kilde for de personer, som følger med. Brugerne vil føle sig hørt og forstået, hvilket er den ultimative følelse, som dit indhold kan skabe.

Og kun på den måde kan vi stoppe ”mig, mig, mig”-epidemien.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.