Klumme: Den danske detailbranche har i løbet af efteråret kæmpet om, hvem der er mest ansvarlig i landet her.

Startskuddet stod REMA 1000 for, men Salling Group overbød hurtigt med beslutningen om at gemme tobakken væk i kædens butikker allerede fra 1. oktober. Sallings offensiv fik COOPs informationsdirektør på barrikaderne med beskyldninger om, at den slags tiltag udelukkende handler om at score ”billige PR-point”. 

Det prædikat må så også gælde COOPs egen beslutning om at følge trop. Således kunne COOP i oktober fortælle, at man også vil gemme tobakken væk – men kæden satte trumf på ved at tage initiativ til et såkaldt borgerforslag, der som bekendt tvinger Folketingets partier til at behandle sagen, hvis 50.000 skriver under. 

Forslaget går ud på, at samtlige forhandlere af tobak bliver påbudt at gemme varerne af vejen bag disk eller gardin. Borgerforslaget er et smart greb, som lægger pres på de politikere, man allerhelst vil have på banen i forhold til at definere fælles spilleregler. Men borgerforslaget er også et greb, der understreger behovet for at profilere sig på at tage ansvar uden at miste for meget af det, der rigtig tæller – nemlig omsætning.

Den analyse vil COOP formentlig ikke tilslutte sig. På linje med Salling Group og REMA 1000 gør kæden nemlig et stort nummer ud af, at beslutningen om at fjerne tobakken handler om samfundsansvar. 

For COOP er ansvarlighed en central del af DNA’et. Anført af kædens dydsmønster, Irma, har COOP i mange år investeret store ressourcer i at skabe en fortælling om, at samfundsansvar og forretning skal gå hånd i hånd. Som COOP selv skriver på deres hjemmeside: ”Med forretningen som udgangspunkt har vi en ambition om at rykke både branchen og forbrugerne i en mere bæredygtig retning.” 

Her skal man selvfølgelig bemærke rækkefølgen: Forretningen er udgangspunktet. Hvis ikke COOP mente, der var penge i ansvarligheden, havde den givetvis trange kår. 

Det burde ikke være odiøst, at forretningen går forud for alt andet. Alligevel har COOP og Salling Group i medierne forsøgt at give indtryk af det modsatte. Det er ikke bare utroværdigt – det er også med til at skabe et pres på dem selv. 

Det åbner en ladeport for grupperinger, som med en hurtig Facebook-folkestemning i ryggen kommer rendende med hver deres mærkesag: Hvorfor går I ikke fuldt økologisk? Hvorfor fjerner I sugerørene fra hylderne, men beholder plasticbestikket? Og hvad med den synlige, fristende alkohol?

Hvad der står på hylderne og hvad der skal væk, er grundlæggende drevet af to faktorer. Det ene er, at alle, der driver en forretning, leverer de varer og den fortælling, kunderne vil have. 

Når Irma historisk set har fjernet skyllemidlet fra hylderne og flyttet slikket væk fra kasselinjen (så længe dét nu varede), er det fordi Østerbro-segmentet elsker den slags identitetsmarkører. At Aldi fx aldrig kunne drømme om noget lignende, er både indlysende og klogt.

Den anden faktor er, at alle virksomheder tilpasser sig den politiske virkelighed, de er en del af. Det kræver ikke den store politiske næse at opfange, at vindene blæser mod flere restriktioner i tobakssalget. Vi får måske snart ny regering med større lyst til at trykke på knapperne med forskellige for- og påbud.

Så når Salling Group, REMA 1000 eller COOP gør op med den synlige tobak, er det ud fra en simpel kalkule om, at man enten kan vente på at få en lodret ordre – eller man kan handle selv, og score de point, det giver. 

Her er valget faldet på det sidste. For som den sidste store spiller i dagligvarehandlen DAGROFA stilfærdigt bemærkede, ville det måske have været endnu mere ansvarligt, hvis branchen sammen definerede nogle spilleregler, som både bevarede den fair konkurrence og lagde pres på politikerne.

Men det gad man ikke vente på hos Salling, REMA og COOP. Trangen til at bære ansvarligheden uden på tøjet var større end ambitionen om fælles fodslag. 

Det er både fint og fair. Men samfundsansvar er ikke et dækkende ord – det er også markedsføring. Det troværdige ville være at stå ved det.