Det danske marketing automation-selskab Agillic gik på børsen i foråret 2018, hvor virksomheden rejste godt 35 mio. kr. øremærket bl.a. international ekspansion.

Nu er Agillics første årsregnskab som børsnoteret virksomhed landet, og heraf fremgår det bl.a., at omsætningen steg fra 25,8 mio. kr. i 2017 til 39 mio. kr. i 2018. Det svarer til en fremgang på solide 51 pct.

Det er dog også noget lavere end Agillics tidligere udmeldte forventning om en omsætning mellem 47 mio. kr. og 53 mio. kr. for året. 

Resultatet før skat (EBIDTA) lander på minus på 19,1 mio. kr. mod en tidligere forventning om minus på mellem fem og 10 mio. kr. Årets resultat lyder på minus 25,8 mio. kr.

Hvorfor blev underskuddet større end forventet?

- Det blev det faktisk heller ikke. Vi har ændret vores regnskabspraksis for at følge de internationale IFRS-standarder, og det gør, at vi rapporterer på en anden måde end tidligere, forklarer Jesper Valentin Holm, CEO for Agillic, der også kan fortælle, at dette forklarer den lavere end forventede omsætning.

Han kalder 2018 for et solidt år for Agillic, og Jesper Valentin Holm er godt tilfreds med såvel selskabets finansielle som operationelle resultater.

- Vi havde et stærkt år, og vi kører snorlige efter planen, fastslår han og fremhæver, at det i perioden bl.a. er lykkedes for Agillic at få foden inden for på såvel det svenske som britiske marked. 

Derudover lægger han vægt på, at Agillics vigtigste nøgle-KPI, Annual Recurring Revenue (ARR), abonnementsværdien, levede op til forventningerne.

- Det er det tal, alle i markedet holder øje med, da det er den, der reelt fastslår værdien af et selskab som vores, der sælger abonnementsbaseret software, siger Jesper Valentin Holm.

I Agillics tilfælde blev det til et ARR på godt 50 mio. kr. i 2018, hvilket ligesom omsætningen, også svarer til en fremgang på 51 pct. i forhold til 2017.

- Dertil kommer, at vi kan se på vores tal, at vi ”slår markedet”, når det handler om at fastholde kunder (retention), hvilket også er en nøgle-KPI for os, siger Jesper Valentin Holm og fastslår, at så længe omsætning og ARR går i den rigtige retning, så er han tilfreds og ser lyst på fremtiden.

Masser af nye medarbejdere

Agillic brugte i 2018 en del ressourcer på den fortsatte udvikling af Agillics platform, hvilket primært foregår på selskabets kontor i København.

Dertil kommer en markant udvidelse af medarbejderstaben, der i 2018 voksede fra 27 til 56 fuldtidsbeskæftigede. Det er bl.a. salgsstyrken, der er blevet styrket med ansættelsen af to tidligere Sitecore-profiler, Thomas G. Andersen som Chief Sales Officer og Kim Elsass som Head of Global Partner Programs. 

Og den investering ser ud til at give pote, da Agillic alene i fjerde kvartal 2018 føjede 10 nye virksomheder til kundelisten, heriblandt Aller Media og BroBizz. Dertil bød året på flere nye partnerskaber med bl.a. Adform, One Marketing i Danmark, mediebureaugruppen OMG og Ratio i England. Ifølge Jesper Valentin Holm giver netop nye partneraftaler Agillic yderligere luft under vingerne.

- Vi har store forventninger på dette område, og vi er p.t. ved at rykke ind i de tysktalende lande, siger Jesper Valentin Holm.

Hvad er forventningen til resultaterne i 2019?

- I 2019 forventer vi at nå et ARR på mellem 70 og 78 mio. kr., en omsætning på godt 60 mio. kr. og et EBITDA på mellem -7 og -15 mio. kr., siger Jesper Valentin Holm.

Og hvornår begynder I at tjene penge?

- Vi holder fast i vores 2020-plan. Her forventer vi en ARR på 100 mio. kr. og et positivt EBITDA, slutter Jesper Valentin Holm. 

Hovedtal Agillic A/S 2018

(i mio. kr.)                           2017              2018

  • Omsætning:                        39                  25,8
  • Resultat før skat:               -23,3              -2,1
  • Årets resultat:                    -25,8              -5,2
  • Egenkapital:                         3,5                -6,4
  • Gns. antal ansatte:              42                  25