Coop-koncernen opfordrer i et åbent brev klimaminister Dan Jørgensen (S) til at indføre et forbud mod trykte tilbudsaviser, og dén opfordring får en hård medfart af brancheforeningen Grakom, der organiserer en stor del af de trykkerier, som producerer tilbudsaviserne.

Herfra lyder det i en pressemeddelelse, at det ”er uværdigt at blande klimaministeren ind i konkurrencen om markedsandele ved at forklæde et forslag som gavnligt for klima og miljø."

- Coop forsøger med det her stunt at tage ministeren som gidsel i noget, der reelt er en kundekrig på dagligvaremarkedet. Det er absurd, lyder fra Thomas Torp, administrerende direktør for Grakom i meddelelsen.

Han fortsætter: 

- Coop er presset af konkurrenterne og forsøger så med sådan et populistisk forslag at rage markedsandele til sig. Det skal ministeren da ikke blandes ind i. Heldigvis er ministeren langt klogere.

Thomas Torp henviser til, at ”vi i Danmark har verdens grønneste grafiske branche, og stort set alle husstandsomdelte tilbudsaviser produceres på svanemærkede trykkerier."

Han frygter, at et forbud vil koste hundredvis af produktionsarbejdspladser, at omkring 10.000 unge vil miste deres fritidsjob som bude, og at det vil koste mange lokalaviser livet, fordi de ikke længere kan omdeles.

Har reduceret med 40 procent

Af Coops åbne brev, som supermarkeds-koncernens administrerende direktør, Peter Høgsted, står som afsender af, fremgår det, at der hvert år bliver trykt 84.000 ton tilbudsaviser i Danmark.

- I en klimatid hvor vi snakker om, hvad vi alle sammen kan gøre for at reducere klimapåvirkningen, synes vi, det er en umiddelbart god idé, der ligger lige til højrebenet, skriver Peter Høgsted.

Det fremgår også, at Coop i løbet af de seneste tre år har reduceret mængden af tilbudsaviser med 40 procent. Koncernen mener ikke, at den kan skære yderligere i de trykte aviser ”uden at sende kunderne i armene" på konkurrenterne.

Hvis det ikke kan lade sig gøre med et egentlig forbud mod tilbudsaviser, forslår Peter Høgsted, at man i dagligvarebranchen indgår en frivillig aftale om at udfase de trykte tilbudsblade.

Ifølge Ritzau er Salling Group, der blandt andet står bag Føtex, Bilka og Netto, åben for en udfasning af tilbudsaviserne, men koncernen mener ikke, at det er nødvendigt med et forbud.

- Det er bestemt en interessant idé, og derfor synes vi også, det vil være rigtig spændende, hvis Coop vil teste den, for at se om det er noget, der vinder gehør hos forbrugerne. Vi kan se, at når man prøver at gå forrest, kan man være med til at rykke en hel branche, siger pressechef i Salling Group Kasper Reggelsen til Ritzau.

KreaKom: Dårlig ide med et forbud

Lignende toner lyder fra Tine Aurvig-Huggenberger, direktør for brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation:

- Det er helt fint, hvis Coop vil stoppe med tilbudsaviser. Det kan de da bare gøre, siger hun og fastslår samtidig ”at det ikke er en god idé med et forbud”.

- Vi sætter stor pris på, at virksomhederne kan kommunikere, som de vil. Det skal der ikke lovgives unødvendigt omkring, siger hun og påpeger, at tilbudsaviserne i hendes øjne slæber rundt på et lidt ufortjent ry for at være en stor klimasynder.

Peter Høgsted opfordrer i det åbne brev til, at man i branchen i stedet for tilbudsaviser satser på digitale platforme.

- Det gør vi også, fordi der allerede findes digitale platforme, som kunderne kan tilgå, skriver han, og den passus, har Thomas Torp fra Grakom bidt mærke i.

- Coops forslag udspringer af, at Coop via deres kundeklub kan sende digitale reklamer direkte til 1,8 millioner danske husstande, siger han og vurderer, at Coop ”således vil vinde en enorm konkurrencefordel i forhold til blandt andre Salling Group, Rema og Lidl, hvis de kan lokke danske politikere med på at forbyde tilbudsaviser."