Det er ikke kun hos TV 2, at man har fået øjnene op for Addressable TV.

– Produktet er efterspurgt. Mit bud er, at BVoD-markedet (NENT Group, TV 2 og Discovery, red.) i dag er på mellem 200-300 millioner kroner. Jeg tror, at der vil være tocifret vækst på det om året de næste mange år, siger Lars Mossing, der er VP Channels hos Nordic Entertainment Group. Han tilføjer:

– I dag erstatter vi allerede flow-TV-reklamer i Viasat TV med digitale reklamer og i andet kvartal lancerer vi et produkt i Viaplay, hvor man får digitale reklamer rundt om sports-udsendelser, der sendes live.

Lars Mosssing oplyser, at ”ca. 20 procent af seningen er flyttet fra flow-TV til streaming.”

– Så det handler for os om at fremtidssikre vores forretning. Her spiller dette produkt en stor rolle. Derudover handler det for os om at få vores indhold ud på så mange platforme som muligt, så vi kan få indtjening fra så mange steder fra som muligt.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER: KLIK HER.

Forventer markant vækst

Hos Discovery-gruppen fortæller Kasper Kryger, VP Sales Denmark – Commercial Strategy Nordic, at Addressable TV har en voksende plads.

– Det er et relativt nyt greb i branchen, men bestemt også en god mulighed for at ramme de relevante målgrupper, særligt de yngre, endnu mere præcist end tidligere. Så vi udvikler løbende på targeteringen på vores digitale platforme og forventer, at markedet vil vokse markant i de kommende år, siger han og fortsætter:

– Vi forventer massiv vækst på vores digitale annonceomsætning. Her forventer vi, at Addressable TV på Dplay er en væsentlig og stigende bidragsyder.

Hvilke muligheder ser I for at udnytte data?

– Vi forsøger hele tiden at optimere annonceindkøbet, så det rammer målgruppen så præcist som muligt. Her vil målretning på baggrund af data fylde mere og mere. Her kan vi bruge vores data til at tilbyde unikke målgrupper til vores annoncører, fordi vi kan ramme mere præcist end ved traditionelt TV. Samtidig vil vores seere opleve endnu mere relevante reklamer, siger Kasper Kryger.

Hverken Lars Mossing eller Kasper Kryger ønsker at give indblik i konkrete, økonomiske målsætninger.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.