Skåret ind til benet, så er growth hacking online verdenens bud på fremtidens markedsføring. Men i en verden, der bliver stadigt mere digital, så siger det sig selv, at de metoder, der ligger bag growth hacking trænger længere og længere ud og derfor kan vise sig relevante for stadigt flere virksomheder.

Derfor fylder growth hacking også en pæn del, når forventeligt ca. 600 mennesker d. 20. november samles til den store Digital Copenhagen konference, som Dansk Markedsføring står bag.

Deltagerne vil bl.a. kunne opleve amerikaneren, Sean Ellis, der er en stærk fortaler for growth hacking. Han beskriver growth hacking som en metode, der har medvirket til at gøre Airbnb, Linkedin og Facebook til de store selskaber, de er i dag.

Det handler om tværgående teams, som i hurtigt tempo tester og gentager aktiviteter, som fokuserer på kunderne, engagerer og motiverer dem og får dem til at komme tilbage og købe mere.

Rolls Royce modellerne

Stifter af og direktør for SimpleSite, Morten Elk, er blandt de danske fortalere, og SimpleSite har involveret sig i etableringen af Nordic Growth Hackers.

Lær hvordan Growth Hacking kan ændre din forretning radikalt. På Digital Copenhagen ’18

Han fremhæver lige som Sean Ellis også selskaber som Linkedin og Facebook som de oplagte growth hacker eksempler. Men de er dybest set Rolls Royce modellerne.

– Der er tale om selskaber hvor integrationen af produktet, brugerne og markedsføringen er komplet. Brugerne og selskaberne har samme interesse i at der kommer flere brugere til, og udviklingen af produktet, driften, oplevelsen og markedsføringen af produktet er smeltet fuldstændig sammen.

Så gennemført finder man det ikke i så mange andre selskaber, men det ændrer ikke på metoderne. De kan bruges også af mange andre selskaber, selvom integrationen ikke er den samme, siger Morten Elk og fremhæver to danske eksempler:

Airtame, der sælger bl.a. en trådløs dongle, og Vivino, der er bygget som et alt omfattende vinkatalog.

Airtame har gennem en række initiativer, herunder anmeldelser, bygget en meget stærk tilstedeværelse på Amazon, mens Vivino har skabt en stor brugerflade gennem muligheden for at søge oplysninger om alverdens vine samt anmelde, og siden med målrettet anvendelse af growthhacking metoder evnet at omsætte dette til en egentlig vinforretning.

Begge har fysiske produkter i skarp konkurrence med andre udbydere, men har vækstet deres forretninger gennem de metoder, der ligger i growth hacking.

LÆS OGSÅ: CEO: HER ER DEN "SIMPLE" NØGLE TIL SUCCES

SimpleSites hacking

Morten Elks egen forretning, SimpleSite er også eksponent for filosofien. SimpleSite sælger billige website-løsninger i stort antal i mange lande.

– Vi opretter på nuværende tidspunkt omkring 300.000 websiteløsninger om måneden. Det betyder, at vi har rigtig mange kunder igennem vores system, men vi har dem i forholdsvis begrænset tid, og derfor er vores udfordring at generere nye i stort tempo.

– Det betyder også, at konverteringsrater og click-priser er ret afgørende for os. Vi arbejder således meget med hele tiden at teste og udvikle vores markedsføring, der er rent online-baseret.

­ – Men processen involverer også vores produktudbud. Hvis vi f.eks. ville tilrettelægge pakker målrettet niche-grupper ville markedsføringen blive for dyr. Vi kan godt udbyde blogs frem for websites – det øger faktisk effekten ganske blandt bloggere, hvis vi kalder et site for en blog selvom det jo grundlæggende er et website – men hvis vi skulle forsøge at henvende os til nichegrupper – som f.eks. hundeejere - så ville det ikke fungere i forhold til hvordan de søger.

– På den led er der en betydelig integration mellem vores produkt, vores produktudvikling og vores markedsføring.

Et andet eksempel på en stor growth hacking succes er Dropbox. Her optræder der elementer af traditionel direct marketing, idet Dropbox bl.a. har arbejde med at give ekstra lagerplads til folk, der skaffer en ny abonnent.

– Men det, der gør Dropbox speciel er, at det lykkedes at skabe et system, hvor tilgangen blev så stor, at det nærmest blev en selvkørende maskine," siger Morten Elk og fortsætter:

Stærkt udtryk

– Jeg er med på, at der kan være noget buzz over udtrykket growth hacking. Men det er et stærkt udtryk, fordi det også har noget kant, som skaber attention. Men når noget har kant, så kan det selvfølgelig også skabe misforståelser.

– Growth Hacking er for mig en sammenhængende videnskabelige optimering af kanaler, markedsføring og produkt under ét i modsætning til mere traditionelle virksomheder, hvor koblingen er mindre direkte og mindre dag-til-dag. Det karakteristiske for et Growth Team er netop, at de kan arbejde på BÅDE produkt OG marketing - og i øvrigt gør det med videnskabelige metoder.

Deltag på Digital Copenhagen ’18 - efterårets største konference med fokus på digital transformation.